Plebejer betydning

En plebejer er i sin grundbetydning et medlem af den almindelige befolkning – en “almindelig borger” – i modsætning til samfundets fornemme eller arveligt privilegerede lag. Ordet er historisk forankret i det antikke Rom, hvor plebejerne stod i kontrast til patricierne, men bruges i dag også mere generelt, enten neutralt (om folk flest) eller med en let nedsættende tone (om én, der virker ufint eller ukultiveret).

Betydning

1. Historisk (Antikkens Rom): Medlem af plebs – den brede befolkning, der ikke tilhørte de arvelige patricierslægter. Plebejerne omfattede både fattige og velhavende familier, håndværkere, købmænd og landmænd. De havde egne politiske institutioner (bl.a. plebejernes tribuner) og fik over tid udvidede rettigheder.
2. Overført/almindelig: En person fra “almindelige kår”; et medlem af den brede befolkning kontra aristokratiet/overklassen. Kan være neutralt (menigmand) eller evaluativt (lidt nedladende).
3. Stilistisk/karakterbeskrivende (nedsættende nuance): En der anses for usofistikeret, grov eller med “folkelige” vaner/smag set fra et elitært perspektiv. Ofte udtrykt gennem adjektivet plebejisk.

Etymologi

Plebejer går via tysk (Plebejer) og/eller fransk (plébéien) tilbage til latin plebeius “af folket, tilhørende plebs” fra plebs/plebis “den almindelige befolkning”. Af samme rod kommer plebiscit(um) “plebejernes beslutning”, som i moderne sprog har givet plebiscit = folkeafstemning.

Udtale og bøjning

Udtale: omtrent “ple-BAJ-er”.

Afledte former: plebejisk (adj., “folkelig, grovkornet, ikke forfinet”), plebejersk (adj., lignende betydning, lidt sjældnere), plebej (sjældent kortform), plebejisme (navneord om “folkeligt” præg, især stilistisk).

Historisk baggrund (Antikkens Rom)

• Samfundsstrukturen: Rom var længe præget af et todelt system: patriciere (aristokratiske slægter) og plebejere (alle øvrige). Equestrene (ridderstanden) kunne være både patriciske og plebejiske.
• Konflikt mellem stænderne: I det 5.–3. årh. f.Kr. kæmpede plebejerne for politiske og sociale rettigheder. Den første secessio plebis (plebejernes udvandring) skete traditionelt i 494 f.Kr., og førte til institutionen plebejernes tribuner (tribuni plebis) med vetoret til at beskytte plebejerne.
• Lovgivning og ligestilling: Over tid opnåede plebejerne adgang til embeder og lovgivning. Lex Hortensia (287 f.Kr.) gjorde beslutninger truffet i plebejernes forsamling (concilium plebis) bindende for hele folket.
• Sammensætning: “Plebejisk” var ikke ensbetydende med fattigdom; der fandtes både meget velhavende plebejere og fattige lag (f.eks. proletarii).

Brug i moderne sprog

I dag bruges plebejer typisk i historisk, politologisk eller sociologisk kontekst om klassedeling og “folket” kontra eliten. I stilistisk og dagligdags brug kan ordet have en let ironisk eller nedladende klang, især i formen plebejisk (“lidt grov, uslebent folkelig, uden forfinelse”). I neutralt register kan plebejer dække “menigmand”.

Eksempler på brug

• “I Romerriget mobiliserede plebejerne sig politisk gennem tribunerne.”
• “Han beskrev sig selv som plebejer, stolt af sin folkelige baggrund.”
• “Hoffets etikette forekom hende fornem, ja uigennemskuelig; hun følte sig som en plebejer blandt patriciere.”
• “Forfatterens stil er bevidst plebejisk, jordnær og uden akademiske dikkedarer.”
• “Plebejernes secession tvang patricierne til forhandling.”
• “Museet skildrer mødet mellem patricisk tradition og plebejisk kultur.”
• “Debatten fik en plebejisk tone, hvor det enkle og direkte blev værdsat.”
• “I 1800-tallet blev ‘plebejer’ somme tider brugt om almuen i kontrast til herregårds- og embedsstand.”
• “Han blev kaldt plebejisk i smag – han foretrak det enkle køkken frem for det haute cuisine.”
• “Lex Hortensia gjorde plebiscita bindende, hvilket styrkede plebejernes politiske vægt.”

Synonymer og beslægtede ord

• Neutrale/kontekstuelle: menigmand, almindelig borger, almue (historisk), folket, massen (neutral til let kritisk).
• Klasse-/statusrelaterede (ikke altid fulde synonymer): borger, arbejder, småkårsmand (afhænger af kontekst).
• Stilistiske afledninger: plebejisk (folkelig, uforfinet), plebejersk.

Antonymer

• Social klasse: patricier (klassisk romersk modbegreb), aristokrat, adelsmand, fornem, overklasse.
• Stil/karakter: forfinet, kultiveret, sofistikeret, elitær.

Relaterede termer og begreber

• Patricier: aristokratisk slægt i Rom, plebejernes modstykke.
• Plebs: latin for den almindelige befolkning; den gruppe plebejeren tilhørte.
• Tribun (tribunus plebis): folkevalgt embedsmand til at beskytte plebejerne.
• Plebiscit: opr. plebejisk beslutning; i moderne sprog folkeafstemning.
• Proletar/proletariat: i romersk og moderne forstand de fattigste lag; kan være en del af plebs, men ikke identisk med “plebejer”.
• Equites (ridderstanden): formue- og statuslag på tværs af patriciere og plebejere.

Konnotation og stil

Plebejer er neutral i historiske og analytiske sammenhænge. Som personlig karakteristik kan ordet – og især adjektivet plebejisk – få en nedladende nuance om mangel på forfinelse. Overvej derfor kontekst og tone, og foretræk neutrale alternativer (f.eks. “almindelig borger”, “menigmand”), når ingen værdiladning ønskes.

Oversættelser

Ofte forvekslet

• Plebejer vs. proletar: En proletar er den fattigste skatteklasse (historisk og marxistisk kontekst). En plebejer er enhver uden for patricierslægterne; kunne være alt fra fattig til rig.
• Plebiscit vs. plebejer: Plebiscit betyder folkeafstemning; ordet er beslægtet via plebs, men betyder ikke “plebejer”.

Udtryk og kollokationer

• plebejernes tribuner (romersk institution)
• plebejisk smag (folkelig, ikke forfinet smag)
• plebejisk tone (jordnær, direkte stil)
• plebejisk oprindelse (baggrund uden for aristokrati)
• plebejernes secession (udvandringer i Rom)

Brugsnoter

• Velegnet i historiske, klassiske og samfundsvidenskabelige beskrivelser.
• Vær opmærksom på nedsættende brug om personer; vælg ved neutral tone hellere “almindelig borger” eller “menigmand”.
• Adjektivet plebejisk beskriver ofte stil, smag eller væremåde snarere end social klasse.