Præceptiv betydning
Præceptiv er et tillægsord, der overordnet betegner noget, som anviser, foreskriver eller påbyder en bestemt handlen, og som derfor ikke er til fri fortolkning eller kan fraviges. I jurasproget bruges ordet især om ufravigelige lovregler, mens det i sprog- og pædagogiksammenhæng beskriver en normativ, regelgivende eller didaktisk tilgang.
Betydning
| Bred betydning | Faglig/teknisk betydning |
|---|---|
| Normativ, regelgivende, forskrivende eller vejledende med autoritet. | I jura: ufravigelig (tvingende) regel, der ikke kan fraviges ved aftale. I lingvistik/pædagogik: forskrivende (”sådan skal man sige/undervise”). |
Etymologi
Ordet stammer fra latin praeceptivus ”vejledende, forskrivende”, dannet af praeceptum ”påbud, forskrift” (af prae- ”forud” + capere ”tage, gribe”). Gennem kirkens latin kom det via fransk og tysk ind i dansk i 1700-1800-tallet som et lærdomsord.
Morfologi og bøjningsformer
- Positiv: præceptiv
- Komparativ: præceptivere (sjældent brugt) / mere præceptiv
- Superlativ: præceptivest / mest præceptiv
- Adverbium: præceptivt
- Substantiv: præceptivitet (”det at være præceptiv”)
Eksempler på brug
- ”Arbejdsmiljølovens regler om sikkerhed er præceptive – de kan ikke fraviges af parterne.”
- ”Forfatteren indtager en præceptiv tone og siger eksplicit, hvordan læseren bør handle.”
- ”I dansk grammatik skelner man mellem deskriptiv og præceptiv grammatik.”
- ”Kontrakten kan kun ændres, hvis det ikke strider mod de præceptive bestemmelser i købeloven.”
- ”Læreren gav nogle klart præceptive retningslinjer for opgavens udformning.”
- ”Børnelovens underholdsregler er udtrykkeligt præceptive af hensyn til barnets bedste.”
Synonymer og antonymer
| Synonymer | Antonymer |
|---|---|
|
|
Historisk udvikling og brug
I dansk retssprog blev præceptiv almindeligt fra slutningen af 1800-tallet, hvor forskellen mellem deklaratoriske og præceptive regler blev formaliseret i bl.a. købeloven og senere funktionærloven. Begrebet blev vigtigt for at beskytte svagere parter (forbrugere, arbejdstagere, børn) mod at fraskrive sig lovfæstede rettigheder.
Inden for sprogvidenskab kom ordet især i brug under 1900-tallets sprogpolitiske debatter, hvor man skelnede mellem deskriptiv (beskrivende) og præceptiv (normativ) grammatik. I pædagogik omtales præceptiv undervisning som en metode, hvor læreren udstikker klare regler og mål.
Relaterede termer
- Deklaratorisk – en regel, der kan fraviges ved aftale; modsætning til præceptiv.
- Dispositiv – synonym til deklaratorisk, især i skandinavisk ret.
- Imperativ – grammatikterm der, som præceptiv, handler om påbud, men bruges også om tvingende lovgivning.
- Normativ – bredt udtryk for noget regel- eller værdifastsættende; kan overlappe.
- Deskriptiv – beskrivende snarere end foreskrivende; antonym.
Kort opsummering
At kalde en regel, tekst eller undervisningsform præceptiv er at understrege dens ufravigelige eller normsættende karakter. I jura betyder det, at loven ikke må fraviges; i sprog og pædagogik, at noget dikterer, hvordan man skal udtrykke sig eller handle. Ordet er afledt af latin og har siden 1800-tallet spillet en central rolle i både juridisk teori og sproglig praksis.