Pronomen betydning

Et pronomen, på dansk ofte kaldet et stedord, er en ordklasse der bruges til at henvise til personer, ting, begreber eller hele ytringer uden at nævne dem ved navn

Pronominer står typisk i stedet for et substantiv eller en nominalgruppe og omfatter blandt andet ord som jeg, du, han, den, det, som, hvem, nogen, denne og sin.

Betydning og funktion

Pronominer er henvisningsord. De kan være:

  • Deiktiske (peger i situationen): den her, jeg, nu.

  • Anaforiske (tilbagevisende): refererer til noget nævnt før. “Anna købte en bog. Den var dyr.”

  • Kataforiske (fremadvisende): “Det ved alle: at hun vandt.”

De vigtigste funktioner er at undgå gentagelser, skabe sammenhæng i teksten, markere relationer (fx ejerskab med possessiver) og udtrykke spørgsmål, mængde og uspecificitet.

Typer af pronominer i dansk

  • Personlige: jeg, du, han, hun, den, det, vi, I, de, man.

  • Refleksive: sig (3. person), samt hinanden (reciprok).

  • Possessive: min/mit/mine, din/dit/dine, hans, hendes, dens, dets, vores, jeres, deres, sin/sit/sine.

  • Demonstrative (peger ud): den, det, de, denne, dette, disse, sådan/sådanne.

  • Relative (indleder relativsætninger): som, der, hvilket/hvilken/hvilke, hvis.

  • Interrogative (spørgende): hvem, hvad, hvilken/hvilket/hvilke.

  • Indefinitte: nogen, noget, nogle, enhver, hver, ingen, intet, alle, alt, begge, flere, flest, få, færre, enhver m.fl.

  • Kvantoriske (mængde): mange, få, flere, færre, samtlige (ofte opfattet som determinativer i moderne beskrivelser).

  • Pronominale adverbier (orddannelser med der-/hvor-): derfor, dermed, deraf, hvori, hvorpå (funktionelt “stedord”, men adverbier).

Bøjning og kongruens

Flere pronominer bøjes i person, tal, køn, kasus og/eller bestemthed. Her er en oversigt over centrale bøjningsmønstre:

Personlige pronominer: subjekts- og objektsform

Person Subjektsform Objektsform Bemærkninger
1. sg. jeg mig
2. sg. du dig
3. sg. m. han ham
3. sg. f. hun hende
3. sg. fælleskøn den den Henviser til n-ord
3. sg. neutrum det det Henviser til t-ord eller sætning
1. pl. vi os
2. pl. I jer
3. pl. de dem
Ub. person man en Genitiv: ens

Possessive pronominer

Person Fælleskøn sg. Neutrum sg. Pluralis Bemærkninger
1. sg. min mit mine
2. sg. din dit dine
Refleksiv (3. pers.) sin sit sine Refererer til subjektet
1. pl. vores Ubøjeligt
2. pl. jeres Ubøjeligt
3. pers. hans, hendes, dens, dets, deres Ubøjelige; ikke refleksive

Demonstrative og interrogative

  • den/det/de (køn og tal): den bil, det hus, de børn.

  • denne/dette/disse (nærhed): denne stol, disse stole.

  • hvilken/hvilket/hvilke (valg blandt kendt mængde).

  • hvem/hvad (person/ting, ubøjelige).

Etymologi

Ordet pronomen kommer af latin prōnōmen ‘ord i stedet for navn’ (pro ‘i stedet for’ + nomen ‘navn’). Via latinistisk grammatiktradition blev termen optaget i de europæiske sprog. Det danske folkelige synonym stedord blev udbredt i 1800-tallets skolegrammatik (bl.a. i forlængelse af Rasmus Rasks indflydelse).

Eksempler på brug

Personlige og anaforiske

  • Jeg så filmen, og den var god.

  • De kom sent, så vi ventede på dem.

  • Anna købte en cykel. Hun elsker den.

Refleksivt og possessivt

  • Peter vaskede sig. (refleksivt)

  • Maria tog sin jakke. (= Marias egen)

  • Maria tog hendes jakke. (= en anden kvindes)

  • Børnene hjalp hinanden med lektierne.

Demonstrativt

  • Denne bog er ny; den der er brugt.

  • Tag det her, ikke det der.

Relative og interrogative

  • Kvinden, som ringede, efterlod en besked.

  • Det hus, der ligger på hjørnet, er fredet. (subjektrelation)

  • Det papir, som jeg fandt, var vigtigt. (objektrelation)

  • Hvem ringer? Hvilket tog tager vi? Hvad ønsker du dig?

Indefinitte og kvantoriske

  • Nogen bankede på. Var der nogle gæster?

  • Ingen vidste noget.

  • Alle var enige, men få sagde noget.

Ekspletivt “det” og katafori

  • Det regner. (formelt subjekt, uden konkret referent)

  • Det er vigtigt at komme til tiden. (= “at komme til tiden” er det egentlige subjekt)

  • Det ved alle: at mødet er aflyst. (kataforisk “det”)

Særlige fænomener i dansk

  • Foreløbigt/formelt subjekt: det og der bruges til at opfylde subjektspladsen: “Der kom tre gæster.”

  • “Sin” kontra “hans/hendes”: sin/sit/sine refererer til subjektet; hans/hendes til en anden.

  • Genus og tal: den for fælleskøn (n-ord), det for neutrum (t-ord); pluralis de.

  • “Man/en”: man som subjekt; objektsform en; genitiv ens.

  • Pronominale adverbier: derfor, dermed, hvorefter binder sætninger sammen med pronomenlignende reference.

Relaterede termer og begrebsafgrænsning

  • Pronomen vs. determinativ: Mange ord kan bruges både substantivisk (denne er min) og attributivt (denne bog). I nyere dansk grammatik kaldes attributiv brug ofte determinativ, men ordforrådet er det samme.

  • Pro-form: En bredere kategori af ord, der står “i stedet for” noget (ikke kun for substantiver). Pronominer er en undergruppe.

  • Deiksis, anafor, katafor: Henvisningstyper, der beskriver, hvordan pronominet finder sin referent.

Faldgruber og sprogrigtighed

  • Sin vs. hans/hendes: “Lise sagde, at sin bil var punkteret” (= Lises egen). “Lise sagde, at hendes bil var punkteret” kan i konteksten betyde en anden kvindes, men bruges ofte også om Lises; vælg sin når tvivl skal undgås, og subjektet er samme referent.

  • De vs. dem: Subjektsform de, objektsform dem: “De kommer nu”; “Jeg ser dem.”

  • Nogen vs. nogle: nogen i spørgsmål/negation og for ubestemt ental; nogle i bekræftende flertal: “Er der nogen appelsiner?” - “Ja, der er nogle.”

  • Hvilken vs. hvad: Hvilken ved valg i kendt mængde (“Hvilken farve?”), hvad mere åbent (“Hvad ønsker du dig?”).

  • Som vs. der i relativsætninger: der bruges kun i subjektrelation; som både i subjekt og objekt og efter præposition: “den bog, som jeg læser”, “den kollega, som jeg talte med”.

Historisk udvikling

I oldnordisk/dansk havde pronominer et rigere kasussystem (fx ek ‘jeg’, þú ‘du’, hann ‘han’, hon ‘hun’, þat ‘det’, refleksivt sik). I moderne dansk er kasus i substantiver stort set forsvundet, men pronominerne bevarer tydelig forskel mellem subjekt- og objektsformer (jeg/mig, de/dem) og særskilte possessiver.

Høflighedspronominet De/Dem/Deres blev udbredt i 1800- og 1900-tallet, men gik tilbage efter den såkaldte du-reform i midten af det 20. århundrede; det bruges nu mest i meget formelle henvendelser. I nyere tid ses også forsøg på kønsneutrale referencer (fx brug af de/dem i ental i visse miljøer), men dette er endnu ikke normeret på samme måde som i fx engelsk.

Synonymer og antonymer

  • Synonymer: stedord (traditionelt dansk), pron. (forkortelse), i visse sammenhænge determinativ (ved attributiv brug).

  • Antonymer: Der findes ikke et egentligt antonym som ordklasse, men pronominer kontrasteres ofte med substantiver/navneord og egennavne, som typisk bærer den leksikale reference, pronominer peger tilbage på.

Tværsproglige perspektiver

  • Engelsk: Tydelig kasus i pronominer (I/me, he/him) og produktiv kønsneutral udvikling (they i ental).

  • Romanske sprog: Klitiske pronominer og rigt system af objektsplacering (fx fransk je le vois).

  • Pro-drop-sprog: I fx spansk kan subjektspronomen udelades, mens dansk normalt kræver udtrykt subjekt (evt. ekspletivt det).

Ordliste

  • Anafori: Henvisning til noget forudgående i teksten.

  • Katafori: Henvisning til noget efterfølgende i teksten.

  • Deiksis: Henvisning afhængig af ytringssituationen (tid, sted, taler).

  • Referent: Det, pronominet henviser til.

  • Kongruens: Overensstemmelse (fx i tal/køn) mellem ord.

  • Kasus: Formforskel efter syntaktisk funktion (fx subjekt/objekt).

  • Determinativ: Ord der bestemmer et substantiv (attributiv brug).

Se også

  • Substantiv (navneord)

  • Bestemthed og artikler

  • Relativsætninger

  • Deiksis, anafor og katafor

Indholdsfortegnelse