Pronominer betydning

Et pronomen (flertal: pronominer) er et ord, der typisk erstatter eller henviser til et substantiv eller en hel sætning. Pronominer kan være anaforske (henvise bagud i teksten), kataforske (henvise fremad) eller deiktiske (henvise til noget i den aktuelle situation, fx taler/lytter, tid, sted).

Eksempel: “Anna kom for sent, fordi hun missede bussen.” - “hun” henviser til “Anna”.

Ordet pronomen stammer fra latin pro-nomen, “i stedet for et navn”. Den danske betegnelse stedord er en oversættelse af samme idé: et ord, der tager stedet for et navn.

Dansk har flere typer pronominer. Nogle grammatiktraditioner placerer fx possessiver og demonstrativer blandt determinativer, men i skolegrammatikken regnes de ofte som pronominer. Tabellen giver et overblik:

• Kasus/objektform: Dansk har en forskel mellem grundform og objektform: jeg/mig, du/dig, han/ham, hun/hende, vi/os, I/jer, de/dem. “Den/det” har samme form som subjekt og objekt.
• Køn og tal: Nogle pronominer markerer fælleskøn vs. neutrum og singularis vs. pluralis: den/det/de, min/mit/mine, sin/sit/sine.
• Possessiv kongruens: Possessiver bøjes efter det ejede led, ikke efter ejeren: min bog, mit hus, mine bøger.
• Refleksivitet: sin/sit/sine henviser til subjektet i samme sætning, mens hans/hendes henviser til en anden: “Maria tog sin frakke” (Marias egen) vs. “Maria tog hendes frakke” (en andens).

• Personlige: Jeg kender ham. Vi så dem i går. Er det jer, der ringer?
• Den/det som pronomen: Hvilket maleri kan du lide? Det. - Hvilken cykel er din? Den.
• Possessive: Det er min plads. Er det dit kort? Vores børn sover. Hun fandt sin taske; Peter lånte hans bil (en anden mands).
• Refleksive: Hun skyndte sig. De klædte sig ud. Han barberede sig.
• Demonstrative: Denne version er ny, men den der er stabil. Tag det her. Det er samme model som i går.
• Interrogative: Hvem ringer? Hvad ønsker du? Hvilket sprog taler hun? Hvis idé var det?
• Relative: Bogen, som jeg læser, er god. Manden, der står dér, er min nabo. Kvinden, hvis cykel er stjålet, ringer til politiet.
• Indefinitte/kvantorer: Nogen bankede på. Er der nogen hjemme? Jeg har nogle spørgsmål. Der er ingen billetter. Vi har mange opgaver, men kun få timer. Man skal huske at stemme. Det synes én jo.
• Reciprok: De krammede hinanden. Vi skrev til hinanden hver uge.
• Ekspletiv/dummy: Det er vigtigt at komme til tiden. Der kommer snart en bus. Det var Peter, der vandt (kløvning).
• Efter præposition: Hun talte med ham. Det afhænger af det. Den person, som jeg talte med (ikke: der jeg talte med efter præposition).

• sin vs. hans/hendes: Brug sin/sit/sine når ejeren er subjektet i samme sætning: “Lise tog sin hat.” Brug hans/hendes når ejeren er en anden: “Lise tog hendes hat” (en anden kvindes).
• de vs. dem: De er subjekt, dem er objekt: “De så dem”. I talesprog bruges “dem” nogle gange som subjekt, men i skriftsprog anbefales standardformen.
• den vs. det: Den refererer typisk til fælleskøn (en-bøjning), det til neutrum (et-bøjning): “en bil - den”, “et hus - det”. Ved hele sætninger/abstrakt indhold bruges normalt det: “Det er rigtigt, at …”.
• som vs. der (relative): Begge kan henvise til både personer og ting som relativt pronomen i subjektsfunktion: “Kvinden, der/som smiler, …”. Efter præposition bruges som (eller hvem ved personer): “Den, som jeg talte med” (ikke: der).
• nogen vs. nogle: nogen bruges typisk i spørgende/benægtende sammenhæng og enkeltreference; nogle i bekræftende pluralis: “Er der nogen hjemme?” “Der kom nogle gæster.”
• man vs. én: man er neutral generisk: “Man skal huske at drikke vand.” Objekt/possessiv kan være en/ens: “Det hjælper en.” “Man skal gøre sit bedste.” Formen én bruges ofte for at undgå tvetydighed eller understrege generisk jeg.
• Ekspletivt det/der: Bruges til at udfylde subjektpositionen uden konkret reference: “Det sneede i nat.” “Der kom tre nye kunder.”
• Høflighedsformen De/Dem/Deres: Bruges sjældent i moderne dansk, men forekommer i formelle sammenhænge. Bemærk versal: De (subjekt), Dem (objekt), Deres (possessiv). “De” kan forveksles med 3. person flertal; kontekst afklarer.
• “Det er mig/jeg”: I moderne dansk er “Det er mig” almindeligt og acceptabelt, mens “Det er jeg” kan forekomme i mere formelt sprog. Vælg stil efter kontekst.

• Synonymer: stedord (alm. dansk betegnelse). I nogle traditioner omtales undergrupper som determinativer (fx possessiver, demonstrativer, kvantorer) når de står foran substantiver.
• Beslægtede begreber: anafor (henvisning bagud), katafor (henvisning fremad), deiksis (henvisning til situationen: jeg/du/her/nu), koreference (to udtryk henviser til samme referent), ekspletiv (indholdstomt pronomen, fx “det” i “det regner”).

Pronominer har ikke egentlige leksikalske antonymer, men de står i funktionel kontrast til:

• Substantiver (navneord): pronominer kan erstatte dem: “Anna - hun”.
• Egentlige navne (proprier): “Lars - han”.
• Fuld NP vs. pronomen: “den røde bil” vs. “den”.

• Oldnordisk/olddansk: Former som ek (jeg), þú (du), hann (han), hon (hun). Over tid udvikledes moderne former: jeg, du, han, hun.
• Kasusudjævning: Ældre nordisk havde rigere kasussystem; i moderne dansk er forskellen primært mellem subjekt- og objektformer og i possessiver.
• Høflighedsformen: Brug af De/Dem blev almindelig i 1800-1900-tallet og er i dag sjældnere, men forstås og bruges stadig i visse formelle kontekster.
• Systemet den/det: Kønsskellet mellem fælleskøn og neutrum påvirker pronominal reference og har stabiliseret sig i moderne standarddansk.

• Pronominalisering som test: Hvis en ordgruppe kan erstattes af et pronomen, er den sandsynligvis en navnegruppe (NP): “Den store røde bil - den”.
• Kongruens med efterhængte sætninger: Når “det” henviser til en hel sætning eller infinitiv, bøjes intet: “At læse meget er vigtigt - det hjælper på forståelsen.”
• Ambiguitet: Pronominer kan skabe tvetydighed, hvis referenten ikke er tydelig. Løsning: gentag substantivet eller omformulér: “Anna talte med Maria, før hun gik” kan omformuleres til “Anna talte med Maria, før Anna gik”.
• Placering: Danske pronominer står ofte tidligt og ubetonet i talesprog; i skrift følger de normal sætningsledstilling (V2 i helsætning).

• Det er ikke sikkert, det lykkes. (det som foreløbigt subjekt + det som korreferent)
• Der var nogen, der ringede. - Var der nogen? - Nej, ingen ringede.
• Hvem var det, der ringede? - Det var mig.
• Den er tung, men denne er let. - Hvilken? - Den der på hylden.
• De så hinanden i spejlet og grinede.
• Det var ham, der hjalp os. (kløvning + relativt pronomen)
• “Hvis bil er det?” - “Min.” - “Nej, det er hendes.”
• Hun sagde, at det at rejse alene havde gjort hende mere selvstændig.