Ræsonnere betydning

Ordet ræsonnere betyder at tænke sig om, overveje og drage velbegrundede slutninger på baggrund af logik, erfaring og fakta. Når man ræsonnerer, gennemgår man en mental proces, hvor argumenter vurderes, forbindelser afdækkes, og man når frem til en konklusion – enten stiltiende for sig selv eller formuleret højt over for andre.

Betydning og anvendelse

At ræsonnere beskriver selve handlingen at udøve logisk tankegang. Det dækker både den indre tankeproces (“Jeg må lige ræsonnere mig frem til svaret”) og den ydre, sproglige argumentation (“Han ræsonnerede, at prisen måtte falde”). Ordet bruges typisk:

• i akademiske eller formelle sammenhænge om analytisk tænkning,
• i daglig tale som et mere højtideligt alternativ til tænke eller overveje,
• i betydningen at argumentere sagligt eller lægge to og to sammen.

Etymologi

Ræsonnere stammer via fransk raisonner (= «resonere, drøfte med fornuften») fra latin rationari, afledt af ratio «fornuft, beregning». Ordet kom ind i dansk i 1700-tallet, da fransk terminologi var toneangivende i filosofi, retsvidenskab og lærde skrifter. Den ældre danske form resonnere forekommer stadig i ældre tekster, men blev omkring 1900-tallet normaliseret til ræsonnere i takt med ændret stavemåde (æ/ø/å-reformen).

Grammatik

Eksempler på brug

• “Hvis du ræsonnerer logisk, kan du se, at begge udsagn ikke kan være sande samtidigt.”
• “Hun sad længe og ræsonnerede over brevet, før hun svarede.”
• “Forsvareren ræsonnerede, at klienten umuligt kunne være på gerningsstedet.”
• “Jeg forsøger bare at ræsonnere problemet igennem, inden jeg beslutter mig.”
• “Computeren ræsonnerer ikke som et menneske, men følger algoritmer.”
• “På baggrund af tallene ræsonnerede han sig frem til, at investeringen ikke kunne betale sig.”
• “Hun ræsonnerede forkert og drog en fejlagtig konklusion.”
• “Platon mente, at vi bør ræsonnere os frem til de evige sandheder.”

Synonymer og relaterede termer

Antonymer

• handle uden omtanke
• føle (i betydningen at lade sig styre af følelser frem for logik)
• gætte
• impulsstyre

Historisk udvikling og kulturhistorie

I oplysningstiden blev fornuften ophøjet som den fremmeste kilde til sandhed, og ord som ratio, raison og ræsonnement vandt frem i hele Europa. I Danmark finder man ræsonnere flittigt brugt i 1700- og 1800-tallets essays, juridiske tekster og teologiske afhandlinger.

I 1900-tallet blev ordet mindre hverdagsligt, men bevarede sin plads i filosofiske, psykologiske og sproglige kontekster. I nutidigt sprog kan det virke formelt, men oplever fornyet interesse i debatten om kritisk tænkning, evidence-baseret praksis og kunstig intelligens, hvor evnen til at ræsonnere korrekt er central.

Ræsonnement vs. ræsonnere

Bemærk skellet mellem substantivet et ræsonnement (selve argumentet eller tankeforløbet) og verbet at ræsonnere (handlingen). På fransk og engelsk (to reason / a reasoning) gør man samme sondring.

Brug i faste vendinger

• Ræsonnere med sig selv – føre en indre dialog.
• Ræsonnementet holder ikke – argumentationen er ugyldig.
• Ræsonnere sig frem til – nå en konklusion ved logik.
• Et tomt ræsonnement – et indholdsløst argument.

Relevans i moderne sammenhæng

I en tid præget af informationsoverflod og fake news understreges vigtigheden af at kunne ræsonnere kritisk. I undervisning (f.eks. “naturfagligt ræsonnement”), inden for jura (“rettens ræsonnement”) og i udviklingen af algoritmer (“symbolic reasoning”) er ordet helt centralt.

Konklusion

At ræsonnere er mere end blot at tænke; det er en disciplineret proces, hvor man vejer beviser, vurderer sammenhænge og når frem til velunderbyggede konklusioner. Kendskab til ordet – og evnen bag det – er fundamentalt for kritisk tænkning, akademisk arbejde og saglig debat.