Rationalisme betydning

I bred forstand betegner rationalisme troen på, at mennesket kan og bør orientere sig ved hjælp af fornuft, konsistens og argumentation. I snævrere, filosofisk forstand er rationalisme en erkendelsesteori (epistemologi), der vægter apriorisk viden og deduktion højt.

• Filosofisk rationalisme: Fornuften er den afgørende kilde til viden; visse principper er kendt uafhængigt af erfaring (fx logikkens love, matematiske sandheder).
• Teologisk rationalisme: Religiøse sandheder bør bedømmes ved fornuftskriterier; åbenbaring underordnes eller tolkes i lyset af fornuften.
• Etisk/moralsk rationalisme: Moralske normer kan retfærdiggøres rationelt (fx gennem universelle principper).
• Metodisk/videnskabelig rationalisme: Teorier skal være logisk konsistente og velbegrundede; forklaringer søges gennem principper, modeller og deduktiv struktur.
• Kulturel/arkitektonisk rationalisme: Betoner klar struktur, funktion og proportion, ofte med afvisning af overflødig ornamentik.

Ordet stammer fra latin ratio (“fornuft”, “beregning”, “grund”), via fransk rationalisme og tysk Rationalismus til dansk. Endelsen -isme markerer et system, en retning eller en lære. Tilknyttede afledninger er rationalist (tilhænger), rationalistisk (tillægsord) og rationalitet (egenskaben ved at være rationel).

• Klassisk (kontinental) rationalisme: Forbundet med Descartes, Spinoza og Leibniz.
• Kritisk rationalisme: Popper-inspireret retning, der betoner kritik, falsifikation og begrænset, fallibilistisk fornuft.
• Strukturel/arkitektonisk rationalisme: Bygningers form skal udspringe af funktion, materiale og konstruktion.
• Etisk rationalisme: Moralske sandheder kan erkendes ved fornuft (fx hos Kant og i visse natural law-traditioner).
• Teologisk rationalisme og deisme: Fornuften som målestok i religiøse spørgsmål, ofte forbundet med oplysningstidens kritik af dogmer.

• Antikken: Rationel argumentation hos bl.a. Parmenides, Platon, Aristoteles (logik, deduktion).
• Renessance og tidlig moderne tid: René Descartes fremhæver klare og distinkte ideer; Spinoza systematiserer verden geometrisk; Leibniz udvikler logiske principper (fx tilstrækkelighedsgrund).
• Oplysningstiden: Fornuftens autoritet i videnskab, politik og moral. Rationalistisk teologi og sekularisering vinder frem.
• Kant: Forsøger syntese: Viden kræver både sansning og fornuftens former. Kritiserer både ren rationalisme og ren empirisme.
• 19.-20. årh.: Neo-kantianisme, logisk positivisme og kritisk rationalisme omformer fornuftens rolle. I arkitekturen fremstår rationalisme i modernismen og italiensk “Rationalismo”.
• Nutid: Rationalisme findes i filosofi, økonomi (rationelle valg), kognitionsvidenskab og offentlig debat som ideal om begrundet argumentation.

• Filosofi: Erkendelsesteori, metafysik, etik. Fokus på begrundelse og deduktiv klarhed.
• Videnskabsteori: Teorier bedømmes på logisk sammenhæng og forklaringskraft; kritisk rationalisme betoner falsificerbarhed.
• Teologi/religionsfilosofi: Dogmer vurderes ved rationelle grunde; ofte i spænding med fideisme.
• Økonomi og samfundsvidenskab: Rationel valgteori som idealiseret model; diskussioner om begrænset rationalitet.
• Psykologi/kognition: Normative modeller for tænkning (logik, sandsynlighed) vs. deskriptive bias; rationalisme som normativt ideal.
• Jura: Rationel begrundelse og konsistens i retsanvendelse; fra naturalretlige til positivistiske rationalitetsformer.
• Arkitektur/design: Form følger funktion; klar struktur, modulering, synlig konstruktion.

• “Rationalismen hævder, at visse sandheder kan erkendes uden sanseerfaring.”
• “Spinozas værk er et højdepunkt i den kontinentale rationalisme.”
• “Kants kritik forener elementer af rationalisme og empirisme.”
• “I teologien står rationalisme ofte i modsætning til fideisme.”
• “Kritisk rationalisme betoner falsifikation frem for verifikation.”
• “Arkitekten arbejdede i en rationalistisk tradition med fokus på struktur.”
• “En rationalistisk forklaring søger logisk nødvendige forbindelser.”
• “Debatten bar præg af rationalisme: krav om klare definitioner og argumenter.”
• “Projektet blev designet ud fra rationalismens princip om ‘form følger funktion’.”
• “Modstandere mente, at rationalismen undervurderede fantasi og følelser.”
• “Rationalisme er central i forståelsen af matematikkens status.”
• “Hans moralfilosofi var udpræget rationalistisk.”

• Fornuftstro, fornuftsfilosofi, fornuftsprincip
• Intellektualisme (overlapper, men er bredere og kan have andre nuancer)
• Rationalitet (egenskaben; ikke det samme som -isme, men nært).

• Empirisme (erkendelsesteori baseret på erfaring)
• Fideisme (tro uden fornuftens begrundelse, især i teologi)
• Irrationalisme (mistillid til fornuftens rækkevidde)
• Romantik (historisk modstrømning, vægt på følelse og intuition)

• “rationalismens grundantagelser”
• “rationalistisk tradition/skole”
• “kritisk rationalisme”
• “rationalisme kontra empirisme”
• “rationalistisk teologi/etik/metafysik”
• “rationalistisk forklaring/modellering”

• Rationalisme vs. rationalisering: Rationalisme er en filosofisk/teoretisk retning; rationalisering er en proces (fx effektivisering eller efterrationalisering).
• Rationalisme vs. rationalitet: Rationalitet er egenskaben ved at være rationel; rationalisme er doktrinen eller holdningen, der fremhæver fornuften.

• Fordele: Klarhed, konsistens, mulighed for universelle principper og nødvendige forklaringer; stærk i matematik og logik.
• Kritik: Risiko for at abstrahere fra empiri, negligere kontekst, sprog og menneskelig begrænsning; udfordres af kognitiv bias-forskning og pragmatiske teorier.

• Substantiv: rationalisme (fælleskøn), flertal sjældent: rationalismer (om varianter)
• Person: rationalist (en rationalist, flere rationalister)
• Adjektiv: rationalistisk (en rationalistisk tilgang)
• Abstrakt: rationalitet (rationalitetens krav)

• Rationalisme fremhæver fornuften som primær kilde til viden.
• Klassiske repræsentanter: Descartes, Spinoza, Leibniz; moderne variant: kritisk rationalisme (Popper).
• Anvendes i filosofi, teologi, videnskabsteori, jura, økonomi og arkitektur.
• Står ofte i spænding til empirisme og fideisme, men kan kombineres i afbalancerede positioner.