Reformer betydning

Ordet reformer betegner konkrete eller overordnede ændringer af eksisterende forhold – typisk love, institutioner, systemer eller praksisser – med det formål at forbedre, modernisere eller tilpasse dem til nye krav og værdier.

Betydning og definition

Reformer (flertal af substantivet reform) dækker over en række tiltag, som tilsammen sigter mod at ændre eller forny et område, så det fungerer bedre eller mere tidssvarende end tidligere. I modsætning til mere radikale begreber som revolution antyder reformer en trinvis, kontrolleret forandring, der som regel foregår inden for rammerne af det bestående system.

Etymologi

Dansk reform stammer via tysk Reform og fransk réforme fra latin re-formare (»forme igen«, »omdanne«). Forleddet re- betyder »tilbage« eller »atter«, mens formare betyder »at forme«. Altså «at danne på ny».

Anvendelsesområder og eksempler

Reformer forekommer i næsten alle samfundssektorer. Nedenfor listes en række typiske anvendelser, efterfulgt af konkrete eksempler:

• Skattereformer – Omstrukturering af skattesystemet for at gøre det mere effektivt eller retfærdigt.
  Eksempel: »Skattereformen fra 2010 sænkede marginalskatten og bredte skattebasen ud.«
• Uddannelsesreformer – Ændringer af pensum, strukturer eller adgangskrav.
  Eksempel: »Gymnasiereformen 2017 lagde større vægt på digitale kompetencer.«
• Velfærdsreformer – Justeringer i social- og sundhedsområdet.
  Eksempel: »Pensionsreformen forhøjede tilbagetrækningsalderen.«
• Arbejdmarkedsreformer – Tiltag der skal øge beskæftigelsen og fleksibiliteten.
  Eksempel: »Flexicurity-reformen kombinerede kortere opsigelsesvarsler med stærk dagpengesikring.«
• Forfatningsreformer – Ændring af grundlov eller politisk system.
  Eksempel: »Efter revolutionen iværksatte landet en forfatningsreform for at styrke retsstaten.«
• Miljøreformer – Indførelse af nye standarder og reguleringer til beskyttelse af miljøet.
  Eksempel: »CO₂-afgiften blev indført som led i en bred klimareform.«

Synonymer og beslægtede termer

Antonymer

• Status quo – Bevarelsen af de eksisterende forhold.
• Tilbageførsel – Genindførelse af tidligere regler eller praksis.
• Afvikling – Nedlæggelse af et system uden erstatning.
• Reaktion – Modstand mod forandring; tilbagerulning af reformer.

Historisk udvikling og kulturhistorisk betydning

Reformbegrebet har rødder i middelalderens kirkehistorie (Reformationen i 1500-tallet), hvor målet var at »genoprette« kirkens oprindelige tilstand. I moderne tid har især 1800- og 1900-tallets liberale og socialpolitiske bevægelser gjort reformer til et centralt redskab i demokratiets udvikling – fx de danske grundlovsændringer 1915 (kvinders valgret) og 1953 (Étkammersystem).

I nyere politisk retorik bruges »reform« hyppigt om større pakker af ændringer, som regeringer lancerer for at signalere handlekraft, også selv når ændringerne er begrænsede. Kritikere taler derfor sommetider om »reformtræthed« og »reform for reformens skyld«.

Grammatiske oplysninger

• Ordklasse: Substantiv (fælleskøn). Singularis: en reform. Pluralis: reformer.
• Bøjning: Reformen – reformer – reformerne.
• Udtryksformer: Reformere (verbum), reformerende (præs. part.), reformatorsk (adjektiv).

Relaterede udtryk og almindelige misforståelser

• Reformisme – Politisk ideologi, der går ind for gradvise reformer frem for revolution.
• Reformator – Person, der initierer eller gennemfører reformer; bruges især om Martin Luther.
• Reformationsår – Jubilæumsmarkering af Luthers teser (1517), misforveksles sommetider med sociale reformer.
• Reformeret kirke – Betegner den calvinistiske trosretning og er ikke nødvendigvis relateret til politiske reformer.

Se også

• Omstrukturering
• Revision
• Modernisering
• Revolution
• Reformisme