Sakramente betydning

Et sakramente er en rituel handling indstiftet af Kristus (ifølge de fleste traditioner), som både er et tegn (synligt ydre) og et nådemiddel (Guds usynlige virke). I praksis fungerer sakramenter som nøgne enkeltsituationer, hvor den troende modtager Guds løfter og fællesskab på en konkret måde.

• Synligt tegn: vand, brød og vin, olie, håndspålæggelse, samtykke m.m.
• Usynlig virkelighed: syndsforladelse, genfødsel, Helligåndens gave, forening med Kristus og kirken.
• Personligt og kirkeligt: modtages af enkeltpersoner, men forvaltes i kirkens fællesskab.

Ordet sakramente stammer fra latin sacramentum, der i romersk ret betød en højtidelig ed eller en kaution knyttet til det hellige (sacer = hellig). I tidlig kristen latin bruges det til at gengive græsk mystērion (mysterium), som i Det Nye Testamente betegner Guds frelseshemmelighed åbenbaret i Kristus. Den kirkefaderlige forfatter Tertullian er central for udbredelsen af ordet i kristen sammenhæng.

• Katolsk kirke: Syv sakramenter (dåb, firmelse/konfirmation, eukaristi/nadver, bod/forsoning, sygesalving, ordination/præstevielse, ægteskab). Sakramenterne virker ex opere operato (ved selve handlingen), forudsat rette forvaltning og modtagelse.
• Ortodokse kirker: Taler oftest om “de hellige mysterier”. Anerkender de samme syv som hovedmysterier, men er mindre bundet af et fast tal; betoner kirkens liv som gennemsyret af mysterier.
• Lutherske kirker: Normalt to sakramenter (dåb og nadver). Skriftemål kan nogle steder omtales sakramentalt, men regnes ikke alle steder med i tallet.
• Reformerede/anglikanske kirker: To “evangeliske” sakramenter (dåb og Herrens måltid). Anglikanere taler derudover om “fem, som almindeligt kaldes sakramenter”, men ikke på linje med de to.
• Frikirkelige traditioner: Baptister og flere pinse-karismatiske kirker bruger ofte ordet ordinans (indstiftet befaling) om dåb og nadver og lægger vægt på lydighed og bekendelse frem for sakramental virkning.
• Quakere og Frelsens Hær: Har traditionelt ingen ydre sakramenter; betoner i stedet det indre, åndelige liv.

• Nådemiddel: Sakramentet formidler objektivt Guds nåde; troen modtager den frugtbart.
• Ex opere operato (katolsk): Virkningen beror på Kristi løfte og rettelig forvaltning, ikke på præstens hellighed.
• Realpræsens: Kristi virkelige nærvær i nadveren (katolsk: transsubstantiation; luthersk: realpræsens uden filosofisk forklaring; reformert: varierende, fra åndelig nærvær til mindemåltid).
• Tegn og sag: Det synlige tegn peger på og meddeler den usynlige sag (f.eks. vandet i dåben og den åndelige renselse/genfødsel).

• Minister: Hvem der kan forvalte (fx biskop/præst/diakon; ved dåb kan enhver i nødsfald døbe med vand og trinitarisk formel).
• Intention: Forvalteren skal ville gøre, hvad kirken gør i sakramentet.
• Form og materie: Bestemt ordlyd (form) og konkret element/handling (materie) hører sammen.
• Modtagerens disposition: Tro og anger fordrer frugtbar modtagelse; alvorlig hindring kan stå i vejen for nådens virkning.
• Gyldighed vs. lovlighed: En handling kan være gyldig (virkelig sakramental) men ulovlig (i strid med kirkens regler), eller omvendt ugyldig.

Sakramentalier er kirkelige velsignelser og hellig handlinger, der ligner sakramenter, men som ikke er indstiftet af Kristus og ikke virker på samme måde. Eksempler: korsets tegn, vievand, askekors, hus- og rejsevelsignelser. De formidler nåde indirekte gennem bøn og troens virke.

• Oldkirken: Varierende lister over hellige handlinger; stærk dåbs- og nadverpraksis.
• Middelalderen: Teologer som Peter Lombard systematiserede antallet til syv; senere bekræftet i vestkirken.
• Reformationen: Kritik af misbrug og teologiske præciseringer; fokus på to sakramenter med klar evangelisk basis.
• Nutiden: Økumenisk dialog har klargjort fælles og forskellige forståelser, især om dåb og nadver.

• “Hun modtog dåbens sakramente i påsken.”
• “Præsten forvaltede nadverens sakramente hver søndag.”
• “Skriftemålet regnes som et sakramente i den katolske kirke.”
• “I luthersk tradition taler man om to sakramenter.”
• “Ægteparret indgik ægteskabets sakramente i domkirken.”
• “Sygesalving er ikke kun ‘den sidste olie’, men et sakramente for alvorligt syge.”
• “Ordinationen betragtes som et sakramente, der giver en særlig tjeneste.”
• “Firmelse kaldes også konfirmation og styrker dåbens nåde.”
• “Nadveren forstås som et sakramente, hvor Kristus er virkelig nærværende.”
• “Han spurgte, om nøddåb er et gyldigt sakramente.”
• “Kirken skelner mellem sakramenter og sakramentalier.”
• “Anglikanere kalder dåb og nadver for de evangeliske sakramenter.”

• Synonymer/nært beslægtede: hellig handling, mysterium (ortodoks), nådemiddel, (i nogle traditioner) ordinans.
• Relaterede teologiske begreber: realpræsens, nåde, indstiftelse, liturgi, kirkens embede, velsignelse, sakramental teologi.
• Afledte ord: sakramental (tillægsord), sakramentalitet, sakramentsteologi, sakramentalier.

• Profan/sekulær handling: Ikke-hellig, ikke-liturgisk akt uden sakramental hensigt.
• Rent symbolsk handling: I teologisk kontrast bruges dette om ritualer, der kun ses som tegn, uden nådevirkning (brugt om nadveren i nogle traditioner).

• Ægteskabets sakramente: I latinsk katolsk teologi er brudeparret selv “ministre”, mens præst/diakon er kirkens vidne; i østlige kirker kræves præsteligt velsignelsesord.
• Konfirmation/firmelse: I Vesten normalt adskilt fra dåben; i mange østkirker gives sammen med dåb og første kommunion.
• Første kommunion: Første modtagelse af eukaristien, ikke et særskilt sakramente, men en milepæl i katolsk praksis.

Sakramentet er kristendommens centrale møde mellem synligt tegn og Guds usynlige nåde. På tværs af traditioner varierer antallet og forståelsen, men dåb og nadver er fælles samlingspunkter. Begrebet er historisk forankret, teologisk rigt og praktisk formende for troens liv.