Satyr betydning

En satyr er i sin grundbetydning et mandligt naturvæsen fra græsk mytologi, ofte fremstillet som halvt menneske, halvt dyr (typisk med gedeben eller hestehale), kendt for vildskab, musik, dans og seksualiseret adfærd. Ordet bruges også billedligt om en lysten eller påtrængende mand.

Kort definition og betydningsområder

• Mytologisk væsen: En skov- og bjergånd i følge med Dionysos, kendetegnet ved horn, hale, pels og klove samt lyst til vin, musik og nymfer.
• Overført betydning: En liderlig eller påtrængende mand; ofte nedsættende om en seksuelt aggressiv person.
• Specialiserede anvendelser: I kunsthistorie og litteratur som figurmotiv; i drama betegner “satyrspil” en komisk efterfølger til tragedier i antikkens teater.

Etymologi og sproghistorie

Dansk satyr kommer via latin satyrus fra oldgræsk sátȳros (σατύρος). Ordets ældre etymologi er usikker og muligvis prægræsk. Den beslægtede latinske form gav senere afledninger i europæiske sprog, fx engelsk satyr, fransk satyr.

Mytologisk baggrund og kendetegn

• Oprindelig fremtoning: I arkaisk græsk kunst ses satyrer ofte med hestehale og hesteører. Senere, under romersk indflydelse og i renæssancen, fortrænges dette motiv ofte af gedeben og små horn (en blanding med forestillinger om fauner og guden Pan).
• Karaktertræk: Vilde, lystige, udisciplinerede; forbundet med vin, ekstase, musik (særligt fløjter/panfløjte) og dans. De optræder hyppigt i jagten på nymfer og i selskab med Dionysos (romersk: Bacchus) og maenader.
• Familie og typer: Den ældre, mere tungt drikkende ledsager Silen(os) optræder som en slags “over-satyr”. I senere kunst forekommer også kvindelige satyrfigurer (satyresser), selv om de ikke er en del af den klassiske græske mytetradition.
• Funktion i kunst og drama: Satyrer symboliserer naturens kraft, frugtbarhed, humor og overskridelse af normer. I det attiske teater udgjorde de koret i satyrspil-en burlesk, komisk pendant til de alvorlige tragedier.

Historisk udvikling og kulturhistorie

• Antikken: Fra vasemaleri og relieffer kendes satyrer som faste følgefigurer i dionysiske scener. De markerer grænsen mellem civilisation og natur.
• Middelalder og renæssance: Motivet bevares i lærde kredse og får ny popularitet i renæssancen som emblem for natur, begær og pastoral komik.
• Moderne kultur: Satyr/”faun”-figuren optræder i fantasy, rollespil, film og litteratur. I nyere billedkunst bruges den ofte allegorisk til at kommentere frihed, instinkt og lyst.

Brug i moderne dansk (semantik og stil)

• Konkrete referencer: Kunsthistorie, mytologi, litteratur og kulturstudier taler om “en satyr” som figurtype eller motiv.
• Overført brug: “En satyr” kan omtale en liderlig, pågående mand. Denne brug er farvet og ofte nedsættende; den kan virke stigmatiserende i moderne sprogbrug og bør anvendes med omtanke og kontekst.

Udtale, bøjning og grammatik

• Ordklasse: Substantiv, fælleskøn (en/den).
• Udtale: sa-TYR, med tryk på anden stavelse.
• Bøjning: ental ubestemt: en satyr; ental bestemt: satyren; flertal ubestemt: satyrer; flertal bestemt: satyrerne.
• Afledninger og sammensætninger: satyr- (forled) i fx satyrspil; beslægtet medicinsk term satyriasis (overdreven seksuel drift hos mænd).

Eksempler på brug

• Museets nye udstilling rummer en bronzestatue af en satyr med panfløjte.
• I antikke vasemalerier ses satyrer ofte i følge med Dionysos og dansende maenader.
• Forfatteren lader en satyr guide helten gennem den fortryllede skov.
• Digtet leger med kontrasten mellem byens orden og den vilde satyrs fristelser.
• Skulpturens satyr er fremstillet med gedeben og små horn.
• I tragedietrilogien blev der opført et komisk satyrspil som afslutning.
• Han opførte sig som en rigtig satyr til festen, mente hun, og forlod selskabet.
• Romanens skurk beskrives som en moderne satyr, drevet af begær og magtlyst.
• Læreren forklarede forskellen på en satyr og en romersk faun.
• Maleren brugte figuren af en satyr til at symbolisere naturens kraft og fristelse.

Synonymer og beslægtede ord

Betydning	Synonymer/nært beslægtede	Bemærkninger
Mytologisk naturvæsen	faun, naturånd, skovånd, (silen/silenos)	“Faun” er romersk og overlapper delvist; “silen” er en beslægtet figurtype.
Overført: lysten mand	liderbuk, skørtejæger, forfører, velourdreng (koll.)	Brugen er evaluativ og ofte nedsættende.

Antonymer og kontrastbegreber

• Til den overførte betydning: asket, kysk person, afholdende, selvbehersket.
• Kulturel kontrast: engel, helgen (som civiliseret/åndelig kontrast til det natur- og lystbetonede ved satyren).

Relaterede begreber og termer

• Satyrspil: Komisk drama i antikkens Grækenland med satyrkor; opførtes som pendant til tragedier.
• Pan: Gedebenet hyrdegud, ofte sammenblandet med satyr-ikonografi.
• Dionysos/Bacchus: Gud for vin, ekstase og teater; satyrer er hans følge.
• Maenader: Ekstatiske kvindelige tilhængere af Dionysos, ofte scener med satyrer.
• Satyriasis: Medicinsk term for overdreven seksualdrift hos mænd (afledt af satyr-billedet).
• Faun: Romersk pendant til satyren; kendt fra senere europæisk kunst og litteratur.
• Biologi (bemærkning): På engelsk bruges “satyr” om visse dagsommerfugle (Satyrinae); på dansk kaldes denne gruppe typisk “randøjer”.

Forvekslinger og faldgruber

• Satyr vs. satire: Trods lydlig lighed er satyr (naturvæsen) ikke det samme som satire (spot og samfundskritik i litteratur/kunst). Begreberne er sprogligt og indholdsmæssigt forskellige.
• Faun vs. satyr: Overlapper i ikonografi, men har forskellig mytologisk oprindelse (romersk vs. græsk). Mange moderne fremstillinger blander elementer.

Se også

• Faun
• Pan
• Dionysos (Bacchus)
• Maenade
• Satyrspil
• Satyriasis