Selvet betydning

Selvet bruges om den personlige identitet i bred forstand: den, man oplever at være, og den, man fremstår som for sig selv og andre. Begrebet spænder fra helt basale, kropsligt forankrede oplevelser af at være “mig” til refleksive, fortællende forståelser af ens liv og værdier.

• Oplevet identitet: Sammenhængen i “hvem jeg er” på tværs af situationer og over tid.
• Handlende subjekt: Den instans, der vælger, handler, tager ansvar og siger “jeg”.
• Refleksivitet: Evnen til at forholde sig til sig selv, forstå sig selv og omforme sig selv.
• Relationel forankring: Selvet formes i samspil med andre, kultur og sprog.

Selvet adskilles ofte fra - men overlapper med - nærliggende begreber som jeg (det direkte talende subjekt), ego (psykologisk struktur hos især Freud), identitet (socialt og kulturelt forankret selvforståelse) og personlighed (relativt stabile træk).

• Dansk selv går tilbage til oldnordisk sjálfr, beslægtet med tysk selbst, engelsk self, nederlandsk zelf.
• Selvet er en substantivering af selv (definit form), formentlig konsolideret i dansk filosofi og teologi under påvirkning af tysk das Selbst i 1800-tallet.
• Afledte former: selv-bevidsthed, selv-forståelse, selv-værd, selv-regulering, selv-transcendens m.fl.

• Ordklasse: Substantiv (neutrum), næsten altid brugt i bestemt form: selvet. Genitiv: selvets.
• Pluralis: Sjældent; formen selver forekommer sporadisk i faglitteratur, men undgås typisk i almindeligt sprog.
• Register: Overvejende akademisk og essayistisk; i hverdagssprog erstattes det ofte af “jeg”, “mig” eller “identitet”.
• Ikke at forveksle: med intensiverende pronomenet selv i udtryk som “jeg selv gjorde det”.

• Det minimale/kropslige selv: Umiddelbar følelse af at være et legemligt anker i verden (perspektiv, ejerskab over kropslige fornemmelser).
• Det narrative selv: Den historie, man fortæller om sig selv, der skaber kontinuitet og mening.
• Det sociale selv: De sider af selvet, der formes og vises i relationer, roller og normer.
• Det refleksive selv: Selvet som tænker over og regulerer sig selv (metakognition).
• Selv-idealet vs. det faktiske selv: Spændet mellem hvem man ønsker at være, og hvem man oplever, at man er.

• Romanen udforsker selvet som splittet mellem pligt og begær.
• Terapeutens mål var at styrke klientens oplevelse af et sammenhængende selv.
• Hun følte, at selvet gik i opløsning under det langvarige stress.
• Studiet undersøger forholdet mellem det sociale selv og online-identitet.
• Selvet formes i mødet med den anden.
• Han søgte rodfæstelse i kroppen for at genfinde selvet.
• Kunstneren iscenesætter selvet gennem skiftende personaer.
• Mindfulness kan styrke kontakten til det umiddelbare selv.
• Selvet er ikke en ting, men en proces, der hele tiden bliver til.
• I krisesituationer kan selvet reorganisere sig omkring nye værdier.
• Filosoffen skelner mellem det narrative selv og det minimale selv.
• Barndommens relationer sætter spor i voksent selvforhold.
• Der er spænding mellem selvidealet og det levede selv.
• Selvet konstrueres også gennem sproglige fortællinger.
• Han oplevede et sammenbrud i selvet efter tabet.
• Selvet forhandles i sociale medier via likes og kommentarer.
• Studerende udvikler et akademisk selv gennem praksisfællesskaber.
• Religiøs praksis kan sigte mod selvovervindelse.
• Forskeren beskriver selvet som relationelt forankret.
• Selvet opstår i krydsfeltet mellem krop, hjerne, kultur og sprog.

• jeg’et - tæt beslægtet, men mere snævert om det talende/erkendende subjekt.
• ego - psykoanalytisk term; ikke fuldstændigt synonymt med selvet.
• identitet - vægter social og kulturel forankring; overlapper delvist.
• subjekt - filosofisk term for den erkendende/handlende instans.
• person, personlighed - henholdsvis juridisk/relationsbetonet og trækpsykologisk vinklet.
• jegbevidsthed/selvbevidsthed - bevidsthed om sig selv; en egenskab ved selvet.

Bemærk: Disse ord er ofte overlappende, men ikke udskiftelige i alle sammenhænge.

• ikke-selv (buddhisme: anattā) - fravær af et varigt, uforanderligt selv.
• anden/andenheden - det, der er ikke-jeg’et; modparten til selvet.
• det kollektive - fællesskabet som kontrast til det individuelle selv.
• anonymitet - fravær/udviskning af individualiseret selvfremtræden.
• egoløshed - tilstand hvor ego-bundne mønstre er opløst eller svækket.

• Antikken: Sokrates/Platon diskuterer sjæl og erkendelse; ikke et moderne “selv”-begreb, men forløbere.
• Middelalderen: Teologisk fokus på sjælen, personlig frelse og intention.
• Den tidlige modernitet: Descartes’ “cogito” indsnævrer fokus på det tænkende jeg.
• 1800-tallet: Kierkegaard formulerer en eksistentialistisk forståelse af selvet som forhold og opgave.
• 1900-tallet: Psykologi og sociologi udfolder selvet som struktur, proces og rolle; fænomenologi betoner erfaring.
• Nutiden: Tværfaglige tilgange (neurovidenskab, kulturstudier, digital sociologi) undersøger selvet som både biologisk forankret, narrativt, socialt og teknologisk medieret.

• selvbevidsthed - bevidsthed om egne tilstande/egenskaber.
• selvforståelse - ens fortolkning af sig selv.
• selvopfattelse (self-concept) - organiseret viden om sig selv.
• selvværd - vurdering af egen værdi.
• selvregulering - styring af egne impulser, følelser og handlinger.
• selvaktualisering - udfoldelse af potentialer (humanistisk psykologi).
• selvtranscendens - overskridelse af snævre selvgrænser (spirituelt/eksistentielt).

• At bruge selv (intensiverende pronomen) og selvet (substantiv) synonymt.
• At forveksle selvet med ego: ego er en særlig psykoanalytisk struktur, mens selvet er bredere.
• At antage at selvet er en fast “ting”; mange teorier ser det som dynamisk og relationelt.

• jeg, subjekt, identitet, personlighed, bevidsthed, ego, sjæl, anattā (ikke-selv)