Søren betydning

Søren dækker over flere nært beslægtede funktioner i sproget:

• Udråb/interjektion: udtrykker overraskelse, irritation, forundring eller eftertryk. Eksempler: For søren!, Det var da søren!, Så for søren!
• Forstærkende led i spørgeord: hvad/hvor/hvordan/hvorfor søren ≈ “hvad i alverden/for pokker”.
• Substantiv i faste udtryk: ikke en søren (= slet ingenting), give en søren i [noget] (= være ligeglad).
• Formidlende bandeord: bruges hvor man vil undgå grovere bandeord af høflighed eller stilistiske hensyn.

Register og tone: søren opfattes som relativt mildt og uformelt. Det er almindeligt i tale, uformel skrift og medier, men undgås ofte i meget formelle tekster.

• Ordklasse: interjektion og substantiv i faste vendinger.
• Køn/bøjning (som substantiv): fælleskøn; ses næsten kun i faste forbindelser i ubestemt ental: en søren (fx ikke en søren). Pluralis forekommer ikke naturligt.
• Stavning og store/små bogstaver: som bandeord skrives normalt søren (lille s). Som personnavn: Søren (stort S).
• Afledt fast form: det var sørens (adverbielt -s i fast udtryk, ikke genitiv i egentlig forstand).
• Udtale: [ˈsøːɐ̯n] (lang vokal, reduceret r-lyd i mange dialekter).

Brugen af søren som mildt bandeord er et eksempel på eufemisme: et navn bruges i stedet for et tabubelagt ord. Selve fornavnet Søren går tilbage til latinsk Severinus (afledt af severus, ‘streng’), men i bandeordsfunktionen har navnet ikke relation til en bestemt person. I ældre kristen sprogkultur var det udbredt at omgå direkte omtale af Djævelen (fanden/satan) med omskrivninger og “uskyldige” substitutter; her hører søren hjemme.

• For søren, jeg glemte nøglerne!
• Det var da søren til regnvejr i juli.
• Så for søren - nu virker det endelig.
• Hvor søren lagde du fjernbetjeningen?
• Hvad søren tænkte de på?
• Hvordan søren skal vi nå det til tiden?
• I al sin søren, det var en stor bølge.
• Han hjalp ikke en søren til mødet.
• Jeg giver simpelthen en søren i de regler.
• Det var sørens, at toget blev aflyst igen.
• For søren da, pas nu på fingrene!
• Hvorfor søren ringede du ikke i går?
• Hun interesserer sig ikke en søren for fodbold.
• De gav en søren i advarslerne og fortsatte.

• Milde alternativer: pokker, for pokker, for katten, for søren da, hold da op, sikke dog.
• Kraftigere (brug med omtanke): fanden, satan, for helvede, sateme, kraftedeme, sgu. (Disse er markant grovere end søren.)
• Til “ikke en søren”: ikke en pind, ikke en dyt, ikke en fis, slet ingenting, intet som helst.
• Til “give en søren i”: være (bedøvende) ligeglad med, være kold over for, skide på (groft).
• Nært beslægtet fast udtryk: det var sørens (≈ “det var pokkers/ærgerligt/utroligt”).

Interjektioner har sjældent egentlige antonymer, men i funktion kan man kontrastere:

• Til ikke en søren: rigtig meget, en hel del, masser.
• Til give en søren i [noget]: gå op i [noget], tage sig af, bekymre sig om.
• Neutral-positiv reaktion i stedet for bandeord: sikke dog!, nøj, ih hvor er det ærgerligt.

Mennesker har i århundreder brugt omskrivninger for at undgå at påkalde eller nævne dæmoniske skikkelser direkte. I dansk (og andre nordiske sprog) har personnavne derfor indtaget rollen som ufarlige substitutter i eder og udråb. Søren er et af de mest sejlivede danske eksempler og er dokumenteret i tale og skrift gennem flere hundrede år. I dag opleves det overvejende som venligt eller neutralt, ofte med et glimt i øjet.

Søren er også et meget udbredt dansk drengenavn (kendt fra fx Søren Kierkegaard). Når ordet bruges som bandeord, henviser det ikke til en konkret person; betydningen er idiomatisk. Derfor skelnes typisk mellem søren (bandeord, lille s) og Søren (fornavn, stort S).

• Velegnet i uformel og neutral tone; kan bruges i blandede selskaber uden at virke anstødelig.
• Undgås ofte i meget formel eller ceremoniel skrift; vælg her neutrale alternativer som i alverden eller det var ærgerligt.
• Vær opmærksom på, at faste udtryk er idiomatiske: man siger fx ikke en søren, men ikke “en søren” i fri betydning.