Solitær betydning

Solitær betegner noget, der forekommer enkeltvis eller i isolation – det vil sige uden at være ledsaget af andre af samme art, type eller kategori. Ordet bruges både i dagligsproget og i en række fagområder som biologi, medicin, botanik og zoologi til at beskrive fænomener, organismer eller strukturer, der står alene.

Betydning og definition

I moderne dansk har ordet solitær hovedbetydningen “enlig, enkeltstående eller isoleret”. Det kan beskrive:

• En organisme (fx en solitær bi), der lever alene frem for i kolonier.
• En fysisk genstand (fx en solitær sten), der står for sig selv.
• En patologisk struktur (fx en solitær tumor), der optræder som én enkelt knude.
• Et psykologisk eller socialt forhold (fx en solitær tilværelse), hvor et individ lever uden nært fællesskab.

Grammatik: Adjektiv (fælleskøn/intetkøn: solitær/solitært; pluralis: solitære). Kan også anvendes substantiveret: en solitær (en enspænder).

Etymologi

Ordet stammer fra latin solitarius “ensom, øde, enlig”, afledt af solus “alene”. Via fransk solitaire kom det i løbet af 1700-tallet ind i dansk som både adjektiv og substantiv. Betydningen har stort set været uændret siden indlånet.

Synonymer

• Enlig
• Alene
• Isoleret
• Enkeltstående
• Eremitisk
• Selvstændig (i betydningen “stående for sig selv”)
• Ensomme (sjældnere form)

Antonymer

• Kollektiv
• Floklevende
• Social
• Flerfoldig
• Gruppebaseret

Synonymer og antonymer – oversigtstabel

Relaterede faglige anvendelser

• Medicin: En solitær metastase er en enkelt kræftspredning; solitær nodulus i lungen.
• Botanik: En solitær plante vokser enkeltvis (fx egetræ midt på en mark).
• Zoologi: Solitære bier, solitære hvepse og solitære koraller.
• Veterinærmedicin: Solitære knuder hos dyr ved endoparasitter.
• Geologi: En solitær klippeblok efterladt af en gletsjer.

Historisk udvikling i dansk

Det ældste belæg i Danmark findes i 1771 i en lægebog, hvor der omtales en “solitair Steen” (nyresten). I 1800-tallet spredtes ordet til almen sprogbrug, særligt i botaniske og zoologiske tekster. I begyndelsen af 1900-tallet blev solitær almindelig i medicinsk terminologi, bl.a. i beskrivelser af tuberkuløse lungelæsioner som solitær kavitet. I dag optræder ordet hyppigt i naturfaglige og sundhedsrelaterede sammenhænge, men også i sociologien til at beskrive enspændertyper.

Kollokationer og faste udtryk

• Solitær adfærd – individets tendens til at opsøge eller trives i isolation.
• Solitær celletumor – en enkeltstående kræftknude.
• Solitær fangenskab – (overført) isolationsfængsel.
• Solitær strandvold – enkeltstående sandaflejring.

Eksempler på brug i sætninger

• “En solitær birk stod midt på hedeområdet som et naturligt vartegn.”
• “Hos honningbierne er samfundsstrukturen kompleks, mens de fleste buksbomblomsterbier er solitære.”
• “På røntgen ses en solitær nodulus i venstre lungefløj.”
• “Hans solitære livsstil gav ham ro til at skrive.”
• “Geologerne undersøgte en solitær kampesten efterladt af istidens gletsjere.”

Orddannelse og afledninger

• Solitært (adverbialt brug): “Han arbejdede solitært på projektet.”
• Solitærhed (substantiv, sjældent): egenskaben at være solitær.
• Solitære (pluralisform som adjektiv eller substantiv): “De levede som solitære.”

Andre relevante oplysninger

Ordet solitær kan nogle gange blive forvekslet med solitar, en ældre dansk form eller stavevariant, men betydningen er den samme. I international terminologi svarer det til engelsk solitary, tysk solitär og fransk solitaire.

Sammenfattende bruges solitær om alt, der optræder alene, hvad enten det er et menneske, et dyr, en plante, en sten eller en patologisk forandring. Kernen i ordets betydning er fraværet af ledsagere af samme art eller type.