Spurgt betydning
Ordet “spurgt” er perfektum participium (kort tillægsform) af verbet at spørge og betyder, at en forespørgsel er foretaget: man har stillet et spørgsmål. Formen bruges oftest sammen med hjælpeverbet “har” eller “blev”, men kan også optræde som adjektivisk beskrivelse af noget eller nogen, der allerede er blevet adspurgt.
Betydning og grammatik
Grammatisk kategori: Perfektum participium af spørge.
- Aktiv konstruktion: “Jeg har spurgt ham.”
- Passiv/perifrastisk passiv: “Han blev spurgt om sin mening.”
- Adjektivisk brug: “De spurgt(e) borgere svarede positivt.” (ofte uden -e i t-fælleskøn: “den spurgt person”)
Hovedbetydningen er “har været genstand for et spørgsmål”. I overført betydning kan ordet indikere, at noget er blevet undersøgt eller efterprøvet (“sagen er spurgt og belyst”).
Etymologi
Spørge kommer fra oldnordisk spyrja “udfritte, spørge”, beslægtet med germanske rødder som gotisk fraufspaurjan og oldengelsk spyrian “opspore”. Participieendelsen -t er udviklet i middelalderdansk og markerer fortid/perfektum. Formen spurgt har derfor eksisteret siden senmiddelalderen og har fastholdt sin rolle i perfektumsdannelse.
Eksempler på brug
| Eksempel | Forklaring |
|---|---|
| “Har du spurgt læreren om hjælp?” | Perfektum; handlingen er fuldendt. |
| “Patienten blev spurgt, om han havde smerter.” | Passiv konstruktion. |
| “De allerede spurgt deltagere behøver ikke at henvende sig igen.” | Adjektivisk, beskriver “deltagere”. |
| “Jeg har ikke spurgt, hvad det koster endnu.” | Negation. |
| “Politiet har spurgt vidnerne indgående.” | Dir. objekt + adverbialt adverbium. |
| “Det er meget spurgt at nå så meget på én dag.” (Sjældent, idiomatisk) | Stivnet udtryk: “det er meget forlangt”. |
Synonymer og beslægtede termer
- Adspurgt – mere formelt, især i skrift.
- Forespurgt – anvendes om officielle henvendelser (“forespurgte myndigheder”).
- Udspurgt – intensiveret form; grundigt afhørt.
- Interviewet – når spørgsmål stilles i journalistisk sammenhæng.
Antonymer
- Svaret – fra perspektivet bagud (“ikke spurgt, men svaret”).
- Ubespurgt / uanmodet – ikke adspurgt.
- Uomtalt – intet spørgsmål rejst om emnet.
Historisk udvikling og brugshyppighed
I ældre dansk (1500-1700) finder man også formen spurdit og spurd. Standardiseringen til spurgt skete gradvist i 1700-1800-tallet, hvor stavemåden spørge afløste spørre/spørghe.
Korpusstudier fra Det Danske Sprog- og Litteraturselskab viser, at “spurgt” i moderne dansk forekommer hyppigere i passiv end i aktiv perfektum, især i nyheds- og faglitteratur, hvor referater af udtalelser er almindelige (“ministeren blev spurgt…”).
Relaterede udtryk
- Spørgsmål – substantivet af handlingen at spørge.
- Spørger – den person, der stiller spørgsmålet.
- Spørgelys – fig. “være i spørgelyst”, lyst til at spørge.
- Spørgerunde – sekvens med mulighed for at stille spørgsmål.
- Spørgeundersøgelse – survey, meningsmåling.
Typiske fejl og faldgruber
- *“Jeg har spurgt ham i går” – tidsadverbiet “i går” kræver præteritum: “Jeg spurgte ham i går”.
- *“Han blev spurgtte” – ingen dobbelt-t; korrekt: “spurgt”.
- *“En spurgt(e) person” – fælleskøn uden endelse: “en spurgt person”; intetkøn med -t: “et spurgt emne”; pluralis med -e: “de spurgte personer”.
Sammenfatning
Spurgt er den form, vi bruger, når vi vil udtrykke, at et spørgsmål allerede er stillet. Formen er uundværlig i dansk perfektum og passiv og optræder ofte som tillægsord. Kendskab til formen hjælper både med præcis tidsangivelse og korrekt bøjningslære.