Staccato betydning

Staccato (ofte markeret med små prikker over/under noderne) angiver, at hver tone forkortes i forhold til sin skrevne varighed, så der opstår en hørbar adskillelse. Hvor meget den forkortes, afhænger af stil, tempo, instrument og akustik, men ofte efterlades cirka 30-60 % af nodens længde som ”stilhed” før næste tone.

• Funktion i musikken: Skaber klar rytmisk profil, ”sprød” artikulation og energi. Gør hurtige passager mere tydelige og kan give en dansende eller perkussiv karakter.
• Kontrast: Anvendes ofte som klanglig modvægt til legato-afsnit for at skabe form og dynamik.
• Fleksibilitet: Graden af korthed kan varieres fra let adskilt (non-legato/portato) til ekstremt kort (staccatissimo).

Udtale (da.): [stakˈkɑːto] - fra italiensk staccàto [stakˈkaːto].

I dansk bruges ordet som adjektiv/adverbium i musikalsk sammenhæng: ”spil staccato”, ”en staccato passage”. Som substantiv forekommer også ”staccatoen” i fagsprog.

• Staccato: Lille prik over/under noden (placeres modsat nodehalsens retning).
• Staccatissimo: Lille kile/trekant (˄) over/under noden; betyder ”meget kort”.
• Portato/semi-staccato: Prikker under en slur eller små streger (tenuto) under en slur; svagt adskilt, men bæret/udhæftet.
• Tekstangivelse: ”stacc.” kan stå som ekstra tydeliggørelse.

Varighedsvejledning (praktisk, ikke matematisk regel): Ved moderat tempo forkortes en staccatonote ofte til ca. halvdelen af sin værdi. I hurtigt tempo kan den være relativt længere (men med tydelig adskillelse), og i langsomt tempo typisk meget kort for at bevare den staccaterede karakter.

Ordet staccato kommer af italiensk staccare, ”at skille af, tage fra”, afledt af stacco (adskillelse). Betydningen ”adskilte toner” overføres direkte til musikalsk artikulation.

I barok- og klassisk tid beskrev traktater (f.eks. C. P. E. Bach og Leopold Mozart) forskellige former for adskilt spillestil, ofte med lokale noteringsvaner. I 1700-1800-tallet blev prikken standard for staccato, mens kilen gradvist kom til at betyde staccatissimo (før var prik og streg/kile undertiden brugt mere overlappende). I romantikken og det 20. århundrede blev nuancerne mellem legato, non legato, portato, staccato og staccatissimo mere systematiserede.

• Klaver: Kort anslag og tidlig frigivelse. Teknikker: fingerstaccato (fra fingerspidser), håndledsstaccato (elasticitet i håndled), og armstøttet staccato for kraft. Pedal kan bruges sparsomt for farve, men overdreven pedal udvisker adskillelsen.
• Strygere: Korte buestrøg med klar separation. ”On-the-string” staccato er kontrolleret og tørt; spiccato (buen hopper) giver elastisk, let korthed. ”Staccato under slur” (hooked bowing) artikulerer flere korte toner i én bue.
• Træ- og messingblæsere: Kort tungestød (”t”/”d”). Ved hurtige passager: dobbelt- eller tripel-tongue (”ta-ka”, ”ta-ka-ta”). Luftstøtte sikrer, at korthed ikke bliver svagt anslag.
• Sang: Korte, tydeligt adskilte toner med præcis indsat og kontrolleret udånding. Konsonanter kan hjælpe artikulation, men klangen skal forblive fokuseret.
• Slagtøj: På instrumenter med naturlig lang klang (f.eks. marimba) kan man dæmpe eller bruge ”dead stroke” for kort effekt. På trommesæt giver lukkede hi-hats og dæmpeteknikker staccato karakter.

• Notationseksempel i tekst: C • D • E • F (hver tone udføres kort og adskilt).
• Kombination med dynamik: ”staccato, forte” giver kraftige, korte toner; ”staccato, piano” giver let prikken.
• Kombination med accent: accent + staccato = kort og markant betonet.
• Repertoirehenvisninger:

  • Klassisk: Mozart-satser med dansende, staccaterede figurer i højre hånd i klaversonater.
  • Beethoven: korte, insisterende motiver med staccato for dramatisk profil.
  • Romantik/20. årh.: Prokofiev og Stravinsky bruger skarpe staccati for rytmisk energi.
  • Jazz: Bigband-sektioner med præcis staccato-frasering for ”punch”.
  • Pop/rock: Guitarchops og ”chugs” fungerer staccato-agtigt for groove.

• Instruktionssprog i noder/øvelser:

  • ”Spil takterne 9-16 staccato.”
  • ”Markér ottendedelene med staccato-prikker.”
  • ”Hold venstrehånds-akkorder korte (stacc.).”

• Vokaløvelse: syng ”ta-ta-ta-ta” staccato på en femtoneskala med fokus på tydelig indsat og hurtig frigivelse.

I generel dansk beskrivelse kan staccato omskrives som: kort, afhugget, adskilt, prikket. I fagsprog bruges hellere de specifikke italienske termer nedenfor.

• Legato: bundet, sammenhængende.
• Tenuto: holdt til fuld værdi (ofte let vægtet).
• Sostenuto: vedvarende, bæret (ikke nødvendigvis bundet, men klart ikke kort).

• Fejl: at gøre staccato svagt. Tip: hold energien i anslaget; korthed = tidlig frigivelse, ikke svagt angreb.
• Fejl: ens ”matematisk” længde i alle tempi. Tip: tilpas kortheden til tempo og stil.
• Fejl: overdreven pedal på klaver. Tip: brug pedal bevidst og kort for farve, ikke som standard.
• Fejl: utydelig tunga rtikulation på blæsere. Tip: øv klare ”t/d”-ansatser og luftstøtte.

Staccato anvendes også i overført betydning om sprog og lyde: ”en staccato tale” beskriver korte, hakkende sætninger; ”staccato skud” beskriver rytmisk adskilte smæld. Det betegner generelt noget, der fremstår hakvist, rytmisk adskilt og pulsende.

Staccato betyder kort og adskilt artikulation. Det noteres med prikker (eller kiler for staccatissimo) og udføres med kort varighed og tydelig adskillelse. Graden af korthed varierer efter stil, tempo og instrument. Staccato står i naturlig kontrast til legato og er et centralt virkemiddel for klarhed, rytmisk energi og klanglig variation.