Stedord betydning

Stedord (pronomen) er en ordklasse, der refererer til personer, ting, begreber eller hele sætninger uden at navngive dem direkte. De kan henvise til noget, der er nævnt før (anaforisk), noget der kommer senere (kataforisk), eller noget i situationen (deiktisk).

• Funktion: at erstatte navneord, pege, spørge, relatere sætninger og udtrykke ejerskab eller mængde.
• Bøjning: danske stedord bøjes bl.a. i kasus (subjekt- vs. objektform), køn (fælleskøn/neutrum), tal (ental/flertal) og i nogle tilfælde bestemthed og kønsoverensstemmelse med det, de henviser til.

Ordet stedord er dannet af sted + ord og betyder “ord, der står i stedet (for noget andet)”. Den internationale fagterm pronomen kommer af latin pro- “for, i stedet for” + nomen “navn”. Begge betegnelser peger altså på den samme funktion: at et ord træder i stedet for et navn eller navneord.

• Personlige stedord: jeg, du, han, hun, den, det, vi, I, de; objektformer: mig, dig, ham, hende, os, jer, dem.
• Refleksive stedord: sig (3. person), samt sin, sit, sine (refleksive possessiver).
• Possessive stedord: min/mit/mine; din/dit/dine; hans; hendes; dens/dets; vores/vor/vort/vore; jeres; deres; sin/sit/sine.
• Demonstrative stedord (peger): den, det, de; denne, dette, disse; sådan, samme, selv/selve.
• Spørgende (interrogative) stedord: hvem, hvad, hvilken, hvilket, hvilke.
• Relative stedord (indleder ledsætninger): som, der, hvis, hvilken/hvilket/hvilke.
• Ubestemte stedord: man, en (talesprog), nogen, noget, nogle, enhver, ingen, intet, alle, alt, hver, begge, flere, færre, mange, få.
• Reciprokt stedord: hinanden.
• Formelt subjekt/eksistentielt: det (Det regner), der (Der er kaffe).

• Personlige

  • Jeg kommer i morgen.
  • Så du hende i går?
  • Vi så dem på stationen.
  • Det virker ikke længere.

• Refleksive

  • Anna vaskede sig.
  • Peter tog sin hat (hans egen).
  • Peter tog hans hat (en andens hat).
  • Maria sagde til Lars, at han skulle hente sin taske (Lars’ taske).
  • Maria sagde til Lars, at han skulle hente hans taske (en anden mands taske).

• Possessive

  • Er det din cykel?
  • Det er vores ansvar.
  • Katten jagtede dens hale (om dyr; ofte undgås i praksis ved at gentage “kattens”).

• Demonstrative

  • Denne bog er ny, men den der er ældre.
  • Tag det samme som i går.
  • Sådan en fejl må ikke ske.

• Spørgende

  • Hvem ringede?
  • Hvad ønsker du dig?
  • Hvilket tog passer bedst?

• Relative

  • Den kvinde, som bor ved siden af, er læge.
  • Mandag er dagen, der passer bedst.
  • Bogen, hvis forord du læste, er udsolgt.
  • Han kom for sent, hvilket irriterede alle.

• Ubestemte og mængde

  • Man skal kigge sig for. / En skal kigge sig for (talesprog).
  • Er der nogen hjemme?
  • Ingen af os vidste det.
  • Flere kom for sent, men færre gik tidligt.

• Formelt subjekt og eksistentiel

  • Det regner.
  • Der er kaffe på kanden.

• Reciprokt

  • De hjalp hinanden med flytningen.

• sin/sit/sine vs. hans/hendes: “sin” henviser til sætningens subjekt. “hans/hendes” henviser til en anden end subjektet.

  • Korrekt: Line vaskede sine hænder. (Line = subjekt)
  • Forkert hvis Line vasker sine egne: Line vaskede hendes hænder.

• de/dem: “de” som subjekt, “dem” som objekt. Undgå “dem er” i skriftligt standarddansk.
• I vs. i: “I” = 2. person flertal; “i” = forholdsord. Eksempel: I kommer i morgen i bil.
• den/det og køn: “den” til fælleskøn, “det” til neutrum. Den bil, det hus.
• det vs. der: “det” kan være formelt subjekt (Det regner). “der” bruges ofte eksistentielt (Der er mange her) og kan ikke stå efter en præposition.
• som vs. der: Begge kan være relativt stedord for subjekt. “Der” kan ikke stå efter præposition; brug “som” eller “hvilken”.

  • Vennen, som jeg talte med. (Efter præposition udelades “der”)
  • Bilen, der holder foran, er min.

• dens/dets om levende væsner: Opleves ofte upersonligt. Gentag navnet eller brug “hans/hendes” hvis køn er kendt.
• Høflig tiltale: “De/Dem/Deres” bruges sjældent i moderne dansk, men kan forekomme i meget formelle sammenhænge.
• Kønsneutral reference: Nogle bruger “de/dem” om enkeltperson i særlige kontekster eller skriver om med “personen” mv.; en del bruger også navne eller omformulerer sætningen.

• Synonym: pronomen (fagterm; meget brugt i grammatikbeskrivelser).
• Beslægtede begreber:

  • Proform: et ord, der kan stå i stedet for et udtryk (stedord er en type proform).
  • Anafori/katafori: henvisning tilbage/forud i tekst.
  • Deiksis: henvisning til situationen (her, der, denne, jeg, du).

Stedord har ikke egentlige antonymer som ordklasse. Et naturligt modstykke er dog navneord (substantiver), som stedord ofte træder i stedet for, samt egennavne, der erstattes af fx han/hun/de.

• Oldnordisk oprindelse: Mange danske former stammer fra oldnordisk: ek → jeg, þú → du, hann → han, hon → hun, vér → vi, þér → I, þeir → de.
• Kasusudvikling: Dansk har mistet de fleste kasus i substantiver, men bevaret dem i stedord (jeg/mig, vi/os osv.).
• Indefinit “man”: Låne- og paralleludvikling med nedertysk/tysk “man”; i talesprog også “en”.
• Høfligt “De”: Var almindeligt i skrift og formel tiltale i ældre dansk, men er i dag sjældent.

• Kønsneutralitet: Der eksperimenteres i nogle miljøer med kønsneutrale pronominer eller med entals-de; praksis er ikke fast normeret, og mange løser det via omformulering.
• Overensstemmelse: Demonstrativer (den/det/disse) følger køn og tal i det ord, de henviser til: denne stol (fælleskøn), dette bord (neutrum), disse stole (flertal).
• Pronominalt “det” om sætninger/forhold: “Han kom for sent, og det var et problem.”
• Placering: Svage pronominer står ofte tæt på verbet: “Jeg så ham i går.”

• Stedord = pronomen; ord, der står i stedet for navneord eller hele udtryk.
• Vigtig funktion i tekstsammenhæng: undgår gentagelser og skaber kohærens.
• Typer omfatter personlige, refleksive, possessive, demonstrative, spørgende, relative, ubestemte og reciprokt.
• Typiske fejl: sin vs. hans/hendes; de vs. dem; det vs. der.