Stine betydning

Som egennavn betegner Stine en kvindelig person. Navnets betydningsindhold stammer fra den kristne tradition, hvor den oprindelige grundbetydning er “kristen” eller “tilhørende Kristus”. I moderne brug opfattes det primært som et selvstændigt pigenavn med et varmt og uformelt præg, ofte valgt for sin enkelhed og nordiske klang.

• Græsk/latin: Fra græsk Christós (“den salvede”) → latin Christianus (“kristen”).
• Europæiske former: Udvikles til de kvindelige former Christina/Christina (latin) og derfra til Christine/Kristine.
• Skandinavisk kortform: Stine opstår som en udbredt kortform i dansk og norsk (sml. svensk Stina), dannet ved afkortning af midterleddet i Christine/Kristine.

I dag optræder Stine både som selvstændigt fornavn på dåbsattester og som kælenavn for personer døbt Christine/Kristine.

• Udtale (dansk): “STI-ne” med tryk på første stavelse og langt i (som i “bil”).
• Stavning: Skrives med stort begyndelsesbogstav: Stine. Variantstavningen Stinne findes, men er et selvstændigt navn med anden historik.
• Genitiv: Stines (fx “Stines cykel”).
• Flertal: Egennavne bøjes normalt ikke i flertal; man skriver typisk “to personer, der hedder Stine”. Formen “Stiner” forekommer kun uformelt/talesprogligt.

• Ordklasse: Egennavn (proprium), personnavn.
• Artikler: Bruges uden bestemt/ubestemt artikel: “Stine kommer kl. 8” (ikke “en Stine” i standardsprog).
• Adresseform: I tiltale skrives ofte “Kære Stine,” i breve og e-mails.
• Sammensætning: Indgår i dobbeltnavne: fx Anne Stine, Stine-Maria.

• “Stine er begyndt på universitetet i år.”
• “Har du set Stines nye cykel?”
• “Vi har to i klassen, der hedder Stine.”
• “Kære Stine, tak for hjælpen i går.”
• “Mødet er med Stine Madsen fra marketing.”
• “Min søster hedder Kristine, men alle kalder hende Stine.”
• “De navngav tvillingerne Stine og Tine.”
• “Der var flere Stine-navne i 1980’erne end i dag.”
• “Vi overvejer Stine-Maria som dobbeltnavn.”

Der findes ikke egentlige “synonymer” til egennavne, men navne, der er sprogligt og historisk beslægtede:

• Direkte kort-/variantformer: Stina (svensk), Tine, Tina, Ina (afkortninger).
• Grundformer: Christine, Christina, Kristine, Kristina.
• Beslægtede nordiske varianter: Kirsten, Kirstine (navne, der historisk udvikler sig fra samme rod).

• Danmark: Navnet blev særligt populært fra 1970’erne og havde stor udbredelse i 1980’erne og 1990’erne. I dag gives det stadig, men med lavere frekvens end ved toppen.
• Norden: I Norge bruges Stine også som fornavn. I Sverige er Stina ofte mere almindeligt.
• Nutidigt indtryk: Opleves som klassisk, kort og let at udtale, ofte forbundet med nordisk identitet.

For præcise tal og år-for-år-udvikling henvises til officielle navnestatistikker (fx fra Danmarks Statistik).

• Navnedag: I nogle kalendere knyttes Stine til de samme datoer som Christina/Kristine (fx til minde om helgener ved navn Christina). Praksis varierer efter land og kalendertradition.
• Kultur: Navnet forekommer hyppigt i dansk hverdagskultur, litteratur og medier som almindeligt pigenavn, men uden én entydig ikonisk referencefigur.

• Efternavn internationalt: Stine forekommer som efternavn i engelsktalende lande (ofte udtalt “stajn” eller “stiːn”). Eksempel: forfatteren R. L. Stine.
• Varemærker/firmanavne: Navnet kan indgå i virksomheds- og produktnavne, hvor det typisk signalerer noget personligt eller nordisk.

Egennavne har som udgangspunkt ingen synonymer eller antonymer i klassisk leksikalsk forstand. I stedet taler man om variantformer, afledninger og beslægtede navne (se ovenfor).

• Christine
• Kristine
• Stina
• Tine
• Tina
• Kirsten
• Kirstine

Stine er et veletableret dansk pigenavn med rødder i den kristne navnetradition via Christine/Kristine. Etymologisk betyder det “den kristne”, men i moderne dansk fungerer det primært som et selvstændigt, kort og venligt klingende fornavn. Det var særligt udbredt i slutningen af det 20. århundrede og bruges fortsat i dag, både alene og i dobbeltnavne, samt med tætte bånd til relaterede former som Stina, Tine og Tina.