Sundhedsfremme betydning

Sundhedsfremme er en proaktiv tilgang, der søger at styrke det, der gør mennesker og fællesskaber robuste og trivselsfulde. Fokus ligger både på individet og på de omgivelser og strukturer, som påvirker sundheden.

• Ressource- og styrkebaseret: Bygger på det, der virker (salutogen tænkning), frem for primært at bekæmpe risici.
• Ramme- og miljøskabende: Ændrer omgivelserne (fx byrum, skoler, arbejdspladser) for at gøre det sunde valg til det lette valg.
• Deltagelse og empowerment: Borgerne inddrages aktivt i at definere behov og løsninger.
• Lighed i sundhed: Reducerer socialt betingede forskelle ved at målrette indsatser efter behov (proportionate universalism).
• Tværsektorielt: Involverer mange sektorer - sundhedsvæsen, skole, kultur, bolig, transport, erhverv, planlægning m.fl.
• Evidens- og datainformeret: Bygger på forskning, lokal viden og systematisk evaluering.

Ordet er en transparent sammensætning af “sundhed” (afledt af adjektivet “sund”, beslægtet med tysk “gesund”) og “fremme” (afledt af “frem”, dvs. at bringe noget fremad eller videre). På engelsk svarer det til “health promotion”.

Som fagligt begreb fik sundhedsfremme internationalt gennemslag i 1970’erne-80’erne og blev for alvor rammesat i WHO’s Ottawa Charter (1986), som definerer fem centrale handlingsområder: at skabe sundhed i al politik, udvikle støttende miljøer, styrke lokalsamfunds handling, udvikle personlige kompetencer og orientere sundhedsvæsenet mod sundhedsfremme.

• Sundhedsfremme vs. forebyggelse: Forebyggelse fokuserer ofte på at reducere specifikke risici og sygdomme (primær, sekundær, tertiær). Sundhedsfremme handler bredere om at øge trivsel og handlemuligheder - også når der ikke er en konkret risikofaktor.
• Behandling: Iværksættes ved sygdom for at helbrede/lindre; sundhedsfremme er rettet mod at skabe og vedligeholde sundhed før, under og efter sygdom.
• Rehabilitering: Genopbygger funktionsevne efter sygdom/skade; kan indeholde sundhedsfremmende elementer som netværk og mestring.
• Folkesundhed: Overordnet feltet, der omfatter både sundhedsfremme og forebyggelse, epidemiologi, politik m.m.

• Kommunen investerede i sundhedsfremme ved at etablere flere grønne byrum og sikre trygge cykelstier.
• Virksomhedens program for sundhedsfremme inkluderer fleksible pauser, bevægelsesfællesskaber og mental trivsel.
• Skolens sundhedsfremmende indsats styrker elevernes madkundskab og daglig fysisk aktivitet.
• Projektet kombinerer sundhedsfremme og lighed ved at tilbyde gratis rygestopforløb i udsatte boligområder.
• Byplanlægning kan være sundhedsfremmende, når der prioriteres adgang til natur og aktive transportformer.
• Kultur- og fritidstilbud spiller en vigtig rolle i sundhedsfremme gennem fællesskab og meningsfulde aktiviteter.
• Hospitalsvæsenet kan reorienteres mod sundhedsfremme ved at integrere patientuddannelse og peer-støtte.
• Politikken sikrer, at alle kommunale beslutninger vurderes ud fra deres sundhedsfremmende potentiale.
• Indsatsen har fokus på sundhedsfremme frem for moralisering af livsstil.
• Digital sundhedsfremme gør det lettere at følge søvn, aktivitet og trivsel via apps og fællesskaber.

• Sundhedsfremmende arbejde/indsatser
• Trivselsfremme (nært, men ofte bredere end helbred)
• Helbredsfremme (mindre udbredt)
• Livsstilsfremme (snævrere; fokuserer primært på adfærd som kost, rygning, alkohol, motion)
• Health promotion (engelsk fagterm)

• Sundhedsskadelige/risikofremmende forhold (fx luftforurening, trafikfarlige omgivelser, social isolation)
• Helbredsbelastning/belastende arbejdsmiljø
• Usunde rammer (madørkener, mangel på rekreative arealer)

• 1974: Lalonde-rapporten (Canada) fremhæver livsstil og miljø som centrale for folkesundhed.
• 1986: WHO’s Ottawa Charter fastlægger rammer og værdier for sundhedsfremme (deltagelse, retfærdighed, tværsektorielt samarbejde).
• 2005/2007: Dansk Sundhedslov og kommunalreform giver kommunerne et tydeligt ansvar for forebyggelse og sundhedsfremme.
• 2005: Bangkok Charter og 2016: Shanghai Declaration understreger globalt ansvar, urbanisering og bæredygtige løsninger.

I Danmark er begrebet blevet mainstream i kommunal praksis, skoler, arbejdspladser og civilsamfund, ofte koblet til KRAM-faktorerne (kost, rygning, alkohol, motion) og nyere fokus på mental sundhed og søvn.

• Salutogenese (Antonovsky): Fokus på det, der skaber sundhed (mening, begribelighed, håndterbarhed).
• Socioøkologisk model: Sundhed formes på flere niveauer - individ, relationer, organisationer, lokalsamfund, politik.
• Settings-tilgangen: Arbejde i konkrete arenaer som skoler, arbejdspladser, byrum og foreninger.
• Behavior change-modeller: Fx COM-B, Transtheoretical Model; bruges, men suppleret af strukturelle greb.
• PRECEDE-PROCEED: Planlægnings- og evalueringsramme for komplekse indsatser.
• Nudging og regulering: Små “skub” i adfærd kombineret med politiske/strukturelle tiltag.

• Samskabelse og borgerinddragelse (workshops, paneler, borgerbudgetter)
• Sundhedspædagogik og peer-to-peer-læring
• Miljø- og strukturændringer (infrastruktur, kantineudbud, røgfri miljøer)
• Kommunikation og kampagner (klare budskaber, kulturel tilpasning)
• Sundhedskonsekvensvurdering (Health Impact Assessment)
• Partnerskaber på tværs af forvaltninger og sektorer
• Digitale løsninger og datadrevet kvalitetssikring

• Niveauer: Individ, gruppe/fællesskab, organisation/setting, lokalsamfund, politik/system.
• Indsatstyper: Universelle (for alle), selektive (for risikogrupper), indikerede (for personer med tidlige tegn).
• Livsfaser: Tidlig barndom, skolealder, ungdom, arbejdsliv, høj alder.

• Procesmål: Dækning, deltagelse, kvalitet af implementering.
• Effektmål: Adfærdsændringer (fx mere aktiv transport), trivsel, selvvurderet helbred.
• Outcome: Sygdomsincidens, funktionsniveau, arbejdsfastholdelse, lighed i sundhed.
• Metoder: Mixed methods, før-efter-studier, realistisk evaluering, økonomiske evalueringer (fx cost-benefit).

• Skole og dagtilbud: Bevægelse i skoledagen, sunde måltider, mestring og fællesskab.
• Arbejdsplads: Psykisk arbejdsmiljø, pauser og bevægelse, forebyggelse af muskel-skeletbesvær.
• By- og trafikplan: Gående/cyklende by, adgang til natur, tryghed og inklusion.
• Sundhedsvæsen: Patientuddannelse, røgfri hospitaler, social recept (henvisning til fællesskaber).
• Kultur og fritid: Foreningsliv, idræt, biblioteker som mødesteder.
• Digitalt: Sundhedsapps, teletræning, digitale fællesskaber - med fokus på digital inklusion.

Sundhedslovgivningen giver kommunerne ansvar for borgerrettet forebyggelse og sundhedsfremme, mens regionerne bl.a. varetager patientrettet forebyggelse. Kommunale sundhedspolitikker, røgfri miljøer, alkohol- og rusmiddelpolitikker, samt indsatser for mental trivsel er typiske virkemidler. Tværsektorielle planer (fx mobilitet, natur, kultur) integrerer i stigende grad sundhedsperspektivet.

• “Det er bare kampagner.” Sundhedsfremme omfatter også dybe strukturforandringer og politiske indsatser.
• “Det handler om at belære individer.” Hovedgrebet er at ændre rammerne, så det sunde valg er lettest - uden at skyde skylden på den enkelte.
• “Kun KRAM.” Også social støtte, mental sundhed, boligforhold, uddannelse og økonomi er centrale determinanter.
• “Kortsigtede projekter er nok.” Varige effekter kræver langvarige, konsistente tiltag og partnerskaber.

• Forebyggelse
• Folkesundhed
• Trivsel og mental sundhed
• Sociale determinanter for sundhed
• Salutogenese
• Ottawa Charter
• Health Impact Assessment