Sunna betydning

I islamisk sammenhæng henviser sunna primært til den profetiske tradition, som muslimer søger at efterligne. Den fungerer som rettesnor for både personlig fromhed og samfundsliv og er en bærende kilde til islamisk ret (sharīʿa) sammen med Koranen.

• Normativ funktion: Sunna angiver, hvad der anses for rigtigt og anbefalet (også når det ikke er direkte påbudt i Koranen).
• Kilde til ret: I uṣūl al-fiqh (retsmetode) regnes Sunna som den næstvigtigste tekstkilde efter Koranen.
• Daglig sprogbrug: Udtrykket “at gøre noget efter Sunna” betyder ofte “at gøre noget på den anbefalede måde”.

Ordet sunna kommer af arabisk sunnah (سُنَّة), der i klassisk arabisk betyder “vej, metode, forbillede, sædvane”. Roden s-n-n bærer nuancer som “at gøre jævn/rette ud” og “fastlægge en vej”. Flertalsformen er sunan (سُنَن). På dansk ses både “sunna” og “sunnah” som translitterationer.

Før-islamisk brug refererede sunnah til stammens gældende praksis eller skik; i islam blev betydningen specialiseret til at betegne Profetens normative forbillede.

I Sunni-islam udgør Sunna sammen med Koranen, konsensus (ijmāʿ) og analogislutning (qiyās) de klassiske kilder til ret. Sunna identificeres og udledes primært gennem ḥadīth-litteraturen (beretninger om Profeten), men den er ikke identisk med hadith:

• Hadith: Enkeltstående beretninger (med kæde af overleverere) om, hvad Profeten sagde, gjorde eller godkendte.
• Sunna: Den samlede normative praksis, som hadith (og den tidlige fællesskabs praksis) peger på.

Shia-islam inddrager også de ufejlbarlige imamers ord og handlinger i Sunna-begrebet, mens Ibadi-traditionen har egne kriterier og korpus.

• Sunna qawliyyah (ord): Profetens udsagn.
• Sunna fiʿliyyah (handling): Profetens gerninger.
• Sunna taqrīriyyah (tavs godkendelse): Handlinger udført af andre, som Profeten ikke afviste.
• Sunna tarkiyyah (udeladelse): Handlinger Profeten med vilje undlod og dermed frarådede at gøre til gudstjeneste.

I retspraksis skelnes desuden mellem:

• Sunnah muʾakkadah (kraftigt understreget): Stærkt anbefalede handlinger, som Profeten vedholdende udførte (fx de to frivillige bønner før daggrysbønnen).
• Sunnah ghayr muʾakkadah (ikke kraftigt understreget): Anbefalede handlinger, som han udførte indimellem.
• Sunnah ʿādiyyah (vane): Profetens hverdagsvaner uden selvstændig gudstjenestestatus (fx bestemte madpræferencer).
• Sunnah ʿibādiyyah (tilbedelse): Handlinger med rituel karakter (fx ekstra bønner, faste på bestemte dage).

Nedenfor følger typiske måder, ordet og idéen “sunna” bruges på i sprog og praksis. Vurderinger kan variere mellem retsskoler:

• Bøn: Sunnah-rawātib (frivillige bønner knyttet til de fem daglige), to rakʿa før fajr, ekstra bøn efter ʿishāʾ (witr), fredagsbønnens sunna-praksisser.
• Faste: Mandage og torsdage; de hvide dage (13.-15. i måneden); ʿArafah (for ikke-pilgrimme); ʿĀshūrāʾ.
• Hverdagsadfærd: At sige bismillāh før man spiser; at spise med højre hånd; at hilse med fredshilsen; at bruge siwāk (tandstik/tyggekviste); at parfumeres; at sove på højre side.
• Personlig fremtoning: Trimning af overskæg; pleje af skæg; rituelt bad før fredag.
• Familieret og ritualer: Nikāḥ (ægteskabsindgåelse) med vidner og mahr; visse navngivnings- og velgørenhedsskikke efter fødsel.
• Retlig terminologi: “Dette er sunna (anbefalet), ikke wājib (obligatorisk).”
• Litteratur: Titler som Sunan Abī Dāwūd, Sunan al-Tirmidhī, Sunan al-Nasāʾī, Sunan Ibn Mājah betegner hadithsamlinger ordnet efter retskapitler.
• Dagligsprog (dansk): “Han forsøger at leve efter Sunna.” - “Er den praksis sunna eller påbudt?” - “Det regnes som sunna at faste på mandage.”

• Synonymer (afhængigt af kontekst): tradition, forbillede, sædvane, praksis, profetisk tradition.
• Beslægtede termer:

  • Hadith - beretningerne, der formidler Sunna.
  • Sīra - biografisk litteratur om Profetens liv.
  • Sharīʿa - den samlede religiøse lov og etik.
  • Fiqh - retslæren; den menneskelige forståelse af sharīʿa.
  • Ijmaʿ og qiyās - konsensus og analogi som retskilder.
  • Ahl al-Sunna - “Sunna-folket”; betegner ofte sunnimuslimer.

• Bidʿa (innovation): En praksis anset for religiøs nyskabelse uden gyldigt grundlag i Koranen og Sunna. I klassisk terminologi står ittibāʿ (at følge [Sunna]) i modsætning til ibtidāʿ (at opfinde nyt i religionen).
• Obligatorisk vs. anbefalet: I retskategorierne kontrasteres wājib/farḍ (obligatorisk) med sunnah/mandūb/mustaḥabb (anbefalet), mubāḥ (neutralt), makrūh (forkasteligt) og ḥarām (forbudt).

• Profetens tid og de første generationer: Sunna blev levet og lært gennem Profeten og hans ledsagere; tidlige fællesskaber bevarede den via memorering og praksis.
• 2.-3. muslimske århundrede: Systematisk indsamling og kritisk vurdering af hadith; fremkomsten af de store hadithsamlinger (Sahīh- og Sunan-værker).
• Al-Shāfiʿīs syntese: Juristen al-Shāfiʿī (d. 820) argumenterede i al-Risāla for Sunna som autoritativ kilde ved siden af Koranen og gav metodiske kriterier for brugen.
• Regional praksis: Maliki-skolen tillagde Medinas tidlige praksis (ʿamal أهل المدينة) stor vægt som vidnesbyrd om Sunna.
• Teologisk brug: “Sunna” blev også en betegnelse for ortodoks lære i modsætning til teologiske “innovationer” (titler som Uṣūl al-Sunna hos Aḥmad ibn Ḥanbal).

• Ordklasse: Substantiv, fælleskøn (på dansk: “en sunna”). Ofte skrives “Sunna” med stort, når der sigtes til den profetiske Sunna som institution.
• Flertal: Arabisk: sunan; dansk bruges normalt ubøjet “sunna” eller “sunnah” i faglig kontekst.
• Afledninger: Sunni (tilhænger af Sunna); sunnisme (den sunnitiske tradition); Sunan (titler på hadithsamlinger).

• “At bruge siwāk før bønnen betragtes som sunna.”
• “Er de to rakʿa før fajr obligatoriske eller sunna?”
• “Ifølge Sunna er det anbefalet at hilse med fredshilsenen først.”
• “Juristernes uenighed handler om, om denne praksis er wājib eller kun sunna.”
• “Sunan al-Tirmidhī er en vigtig kilde til profetiske traditioner.”

Fordi ordet “sunna” har høj autoritet, bruges det nogle gange løst om lokale skikke eller moderne praksisser uden tydeligt grundlag i de klassiske kilder. I faglig brug forudsætter man dokumentation gennem solide hadithkæder, tidlig fællesskabspraksis eller anerkendte juridiske metoder.

sunna (arabisk: sunnah) - 1) Islamsk: Profeten Muhammads forbillede (ord, handlinger og godkendelser), der fungerer som norm og retskilde; 2) Almindeligt: anerkendt praksis/sædvane. Flertal (arabisk): sunan. Afledt: Sunni, sunnisme.

• Al-Shāfiʿī: al-Risāla (metodelære om Koran og Sunna).
• Imām Mālik: al-Muwaṭṭaʾ (tidlig rets- og hadithsamling).
• Sahīh-værkerne af al-Bukhārī og Muslim; Sunan-samlingerne af Abū Dāwūd, al-Tirmidhī, al-Nasāʾī, Ibn Mājah.
• Aḥmad ibn Ḥanbal: Uṣūl al-Sunna (ortodoksiens grundlag).