Superlativ betydning

Grammatisk er superlativ den tredje og højeste grad i gradbøjningen (positiv → komparativ → superlativ). Den udtrykker, at en egenskab er på sit højeste i en given gruppe eller i absolut forstand.

• Relativ superlativ: “den længste i klassen”, “det mest populære album i år”.
• Absolut superlativ (meningsmæssigt, ikke som fast morfologisk kategori i dansk): “yderst smuk”, “helt utrolig svær”, “allermindst risiko”.

Retorisk kan “superlativer” betyde overdrevne rosende udtryk: “Anmeldelsen var fuld af superlativer”.

Dansk superlativ via grammatiktraditionen, fra latin superlativus “(den) højeste grad; overdreven”, dannet af super- “over, ud over” og en afledning til latinsk ferre “bære” (participsstamme lāt-) i betydningen “ført ud over (det sædvanlige)”. Formen og fagsprogsbrugen er også formidlet gennem tysk Superlativ og andre europæiske fagsprog.

• Suffix: Mange korte adjektiver: -est/-st i ubestemt kortform (størst, yngst), -ste i bestemt langform (den største).
• Perifrastisk: Længere adjektiver og participier dannes ofte med mest: mest interessant, mest avanceret, mest overraskende.
• Adverbier: Ofte -st: hurtigt → hurtigere → hurtigst; uregelmæssigt: gerne → hellere → helst.
• Forstærkere: aller- kan bruges: allerbedst, allerdyrest, allermindst.

• Kort (ubestemt) superlativ: typisk predikativt eller adverbielt: “Huset er størst”, “Hun løb hurtigst”.
• Lang (bestemt) superlativ: attributivt med artikel, bestemmer eller i faste udtryk: “det største hus”, “hans bedste idé”, “den allerbedste løsning”. Formen er uforanderlig mht. køn og tal: den/det/de største.

• Relativ: “Hun er den højeste i klassen.”
• Predikativ: “Blandt alle forslag er dette klart bedst.”
• Adverbielt: “Han svarede hurtigst af alle.”
• Perifrastisk: “Det er det mest spændende kapitel.”
• Med gruppeangivelse: “Det største af problemerne…”; “den smukkeste i verden”.
• Forstærket: “Det var allerbedste løsning på lang tid.”
• Retorisk: “Pressemeddelelsen flyder over med superlativer.”

• Grammatisk betydning: højeste grad, topgrad, fremmeste grad.
• Retorisk betydning (ros/overdrivelse): lovord, hyperbol, overdreven ros.
• Beslægtede termer: positiv, komparativ, gradbøjning, absolut/relativ superlativ, forstærkere (aller-, meget, særdeles, yderst).

• Inden for gradbøjning: ikke antonymer, men kontrasterende grader: positiv (grundform), komparativ (sammenlignende) vs. superlativ (højeste).
• Retorisk: underdrivelse, litotes, nøgternhed.

Superlativ som grammatisk kategori er gammel i de indoeuropæiske sprog. I nordiske sprog har den klassiske treledede gradbøjning været produktiv siden oldnordisk. Dansk har bevaret en række uregelmæssige former (bedst, værst, flest) og har samtidig udviklet en udbredt brug af perifrastisk superlativ med mest, især ved længere, afledte eller fremmedordslige adjektiver (mest effektiv, mest stabiliserende).

• Engelsk: -est eller “most”: biggest, most interesting.
• Tysk: -ste, ofte med “am … -sten” adverbielt: der größte, am schnellsten.
• Fransk: perifrastisk med artikel + plus: le plus intéressant; uregelmæssigt: le meilleur.
• Spansk/italiensk: artikel + más/più; derudover absolut superlativ med suffiks: guapísimo, bellissimo.

• Præcision: Relativ superlativ kræver ofte en underforstået eller eksplicit sammenligningsramme (“i klassen”, “af alle prøver”).
• Objektivitet: I sagprosa bør superlativer underbygges (“den mest effektive metode ifølge …”).
• Retorik/marketing: Superlativer kan virke bombastiske uden dokumentation.

• Uhensigtsmæssig blanding: “mest bedst” er dobbelt markering - brug enten bedst eller mest god (sidstnævnte er dog ikke idiomatisk; vælg bedst).
• Forkert form ved lange adjektiver: Foretræk mest ved mange stavelser: mest interessant frem for “interessantest”.
• Bestemthed: Husk langform med artikel/possessiv: “den største fordel”, “min bedste ven”.
• Placering af gruppe: Brug af eller i korrekt: “den største af planeterne”, “den største i solsystemet”.

• Forstærkende adverbier: yderst, særdeles, virkelig, ekstremt.
• Affikser: aller- (superlativforstærker), mega-/kæmpe- (uformelle forstærkere).
• Faste udtryk: “i allerhøjeste grad”, “over alle”, “først og fremmest”.

• Spørg: Udtrykker jeg “mest/fremmest/højeste grad”? - så er det superlativ.
• Kortform (-st) predikativt/adverbielt: “er bedst”, “løb hurtigst”.
• Langform (-ste) attributivt: “den bedste løsning”, “det største ansvar”.
• Brug mest ved lange adjektiver: “det mest praktiske valg”.
• Angiv gerne reference: “det bedste af tre”, “den hurtigste i feltet”.