Teisme betydning

Teisme er en grundlæggende holdning eller overbevisning om guds eksistens (eller guders). I mange sammenhænge antages en personlig, transcendent guddom, der kan handle i verden og have vilje, intention og værdi. I andre former kan guddommen opfattes mere som en ultimativ grund eller et absolut princip, men stadig med en form for bevidsthed eller hensigt.

Begrebet afgrænses ofte i forhold til nært beslægtede positioner:

• Monoteisme: troen på én Gud (fx i jødedom, kristendom, islam).
• Polyteisme: troen på flere guder (fx i oldgræsk og nordisk religion).
• Deisme: troen på en skaber-Gud, som ikke griber ind i verden efter skabelsen; regnes af nogle som en form for teisme, af andre som en kontrast.
• Panteisme: identifikation af Gud med naturen eller universet; placeres ofte uden for klassisk teisme, men overlap findes.
• Panenteisme: Gud er i alt og også mere end alt; ofte betragtet som en teistisk mellemposition.
• Ateisme: benægtelse af guders eksistens (antonym).
• Agnosticisme: suspension af dom - man hævder ikke at vide, om guder findes eller ej.

Teisme kommer via fransk théisme og engelsk theism af græsk theos (gud) + suffikset -isme, der angiver en lære, retning eller holdning. Ordet vandt udbredelse i oplysningstiden, hvor man ønskede at skelne systematisk mellem forskellige gudsopfattelser (teisme, deisme, ateisme). På dansk bruges det i både faglige og populære sammenhænge fra 1800-tallet og frem.

Teisme diskuteres i religionsfilosofi med fokus på begrundelse, koherens og implikationer:

• Argumenter for teisme: kosmologiske (første årsag), teleologiske (finindstilling/orden), ontologiske (væsenskoncept), moralske (objektive værdier) og eksistentielle (erfaring, mening).
• Indvendinger: det ondes problem (teodicé), guddommelig skjulthed, Euthyfron-dilemmaet, naturlig forklaringstilstrækkelighed, logiske paradokser (almagt, uforanderlighed vs. relation).
• Epistemologi: evidentialisme vs. reformed epistemology; tro som grundlæggende “properly basic” eller som inferens.
• Gudsbegrebets natur: personlig vs. upersonlig guddom; tidløs vs. tidslig; enkelhed, nødvendighed, altviden m.v.

I oldtiden fandtes mange teistiske former (polyteismer og henoteismer). Med jødedommens og senere kristendommens og islams udbredelse blev monoteisme dominerende i Vesten og Mellemøsten. Oplysningstiden introducerede moderne skel (teisme/deisme/ateisme), mens 1800- og 1900-tallet bragte kritikker (fx Feuerbach, Marx, Freud) og nye forsvar (natural theology, analytisk teisme). I dag lever teistiske positioner side om side med sekulære og pluralistiske perspektiver.

Teisme bruges både beskrivende (typologi i religionsstudier) og selvidentificerende (”jeg er teist”). Adjektivet er teistisk, og en person kaldes en teist.

• ”Hendes verdensbillede er grundlæggende teistisk.”
• ”Han beskriver sig selv som teist, men ikke konfessionelt bundet.”
• ”Artiklen sammenligner teisme med ateisme og agnosticisme.”
• ”Forfatteren forsvarer klassisk teisme mod indvendinger om det ondes problem.”
• ”De diskuterede åben teisme kontra en tidløs Gud.”
• ”Projektet undersøger teistisk evolution i lyset af moderne genetik.”
• ”Værket skelner mellem deisme og teisme.”
• ”Studiet beskriver hinduiske traditioner som både polyteistiske og henoteistiske.”
• ”Han er ikke ateist, men hælder til en form for panenteistisk teisme.”

Brugen kan variere: nogle anvender teisme snævert om monoteistiske gudsforestillinger, andre bredt om enhver form for gudstro.

• Nær-synonymer (kontekstafhængige): gudstro, tro på Gud/guder, gudsfortrøstning (mere religiøst-praktisk end filosofisk).
• Beslægtede: teologi (læren om Gud), teodicé (forsvar mod det ondes problem), teofan(i) (gudsåbenbaring), teokrati (gudestyre, politisk term), teogoni (guders oprindelse i myter).

• Ateisme - benægter guders eksistens.
• Antiteisme - aktiv modstand mod gudstro eller religion.
• Ikke-teisme - fravær af gudsbegreb i religiøs praksis (fx visse former for buddhisme).
• Agnosticisme - epistemisk tilbageholdenhed snarere end modtro.

• teist (substantiv): person der bekender sig til teisme.
• teistisk (adjektiv): vedrørende teisme (teistisk tradition, teistisk argument).
• antiteist, antiteistisk: modsat rettet holdning.

• Teologi: akademisk disciplin om Gud og religion - ikke identisk med selve troen (teisme).
• Teosofi: esoterisk visdomstradition; lyder ligesom teisme men er noget andet.
• Teokrati: styreform baseret på guddommelig autoritet; politisk, ikke primært metafysisk.
• Deisme: beslægtet men adskilt ved synet på guddommelig indgriben.

I nutidig debat optræder teisme i diskussioner om naturens finindstilling, bevidsthedens natur, moralens grundlag, religionspsykologi og samfundsrolle. Der findes teistiske perspektiver, der integrerer naturvidenskab (fx teistisk evolution), og positioner, som omfortolker klassiske gudsegenskaber (åben/proces-teisme) for at forene teisme med erfaring af kontingens, tid og lidelse.

• Teisme er ikke bundet til én kultur; den antager mange former på tværs af tid og rum.
• Religionsforskere bruger begrebet typologisk; selvbetegnelser kan være andre (”troende”, konfessionelle betegnelser osv.).
• Grænsen til filosofi og etik er flydende: teisme kan motivere livsforståelser, ritualer og normer, men kan også optræde som rent metafysisk hypotese.