Tillægsord betydning

Et tillægsord (adjektiv) tilføjer information om et navneord ved at angive kvalitet, kvantitet, egenskab eller tilhørsforhold. Det kan:

• Stå attributivt: en rød cykel, et stort hus, den røde cykel, de store huse.
• Stå predikativt: cyklen er rød, huset er stort, husene er store.
• Gradbøjes (ofte): glad - gladere - gladest; eller med mere/mest: mere interessant - mest interessant.
• Substantiveres (bruges som navneord): de unge, en fremmed, det ukendte.
• Indgå i faste forbindelser og styre led: stolt af, klar til, glad for, villig til at hjælpe.

Ordet tillægsord er et gennemsigtigt dansk dannelsesord: et ord, der lægges til et navneord. Fagtermen adjektiv kommer af latin adiectivum (af adiicere ‘lægge til’), præcis samme grundidé. På tysk findes en parallel i Beiwort (‘med-ord’).

Kongruens (bøjning i køn, tal og bestemthed)

I moderne dansk bøjes attributive tillægsord efter køn (fælleskøn/neutrum), tal (ental/flertal) og bestemthed:

• Efter den/det/de, demonstrativer (denne/dette/disse) og possessiver (min/mit/mine osv.) bruges som hovedregel -e-formen: min store bil, mit store hus, disse store huse.
• Predikativt bøjes efter køn og tal, men ikke i bestemthed: bilen er stor, huset er stort, børnene er små.
• Særlige regler: Adjektiver der ender på -sk eller allerede på -t får normalt ikke yderligere -t i neutrum: et dansk ord (ikke: danskt), et interessant emne.

Gradsbøjning

• Langere og afledte adjektiver foretrækker ofte mere/mest: mere effektiv, mest effektiv.
• Ikke-gradérbare adjektiver (fx unik, død) bør normalt ikke gradbøjes: undgå mest unik.

Attributiv vs. predikativ brug

• Attributiv: står foran navneordet: en fyldig rapport, to gamle huse.
• Predikativ: står efter kopulative verber: rapporten er fyldig, husene bliver gamle.

Substantivering

Tillægsord kan fungere som navneord:

• de rige (flertal, bestemte personer), en fremmed (ental), det ukendte (abstrakt).

Valens og forbindelser

• Adjektiv + præposition: stolt af, klar til, træt af, interesseret i, uafhængig af.
• Adjektiv + infinitiv: villig til at hjælpe, svær at forstå, nem at bruge.
• Graderende biord: meget, ret, temmelig, yderst, helt: meget smuk, helt nødvendig.

Orddannelse

• Præfikser: u- (mulig → umulig), hyper-, semi- (i fagtermer).
• Suffikser: -lig (venlig), -som (troskyldig → troskyldsom), -bar (spiselig → spiselig/bar? Rigtigt: spiselig, målbar), -agtig (grønagtig), -sk (økonomisk), -mæssig (tidsmæssig), -fri (fejlfri), -løs (fejløs), -værdig (prisværdig).

• Attributiv:

  • en lang dag; et lyst rum; de venlige naboer
  • min store interesse; dette spændende projekt; alle små børn

• Predikativ:

  • Barnet er træt. Huset bliver gammelt. Resultatet forekommer mærkeligt.

• Gradsbøjning:

  • Hun er lykkelig, han er lykkeligere, og de er lykkeligst sammen.
  • Rapporten er mere præcis end notatet, men bilaget er mest præcist.

• Med præposition/komplement:

  • Han er stolt af sin søster. De er klar til kamp. Jeg er glad for nyheden.
  • Værktøjet er nemt at bruge. Opgaven er svær at løse.

• Substantiveret:

  • De ældre har gratis adgang. En fremmed bankede på. Det smukke i livet er ofte gratis.

• Forstærkere og afsvækkere:

  • meget vigtig, temmelig dyr, ret god, helt umulig, lidt skuffet.

• Adjektiv (fagterm; direkte synonym).
• Egenskabsord, beskrivelsesord (pædagogiske/ufaglige betegnelser).
• Biord (= adverbium) er ikke et synonym, men en relateret ordklasse; biord beskriver typisk verber, adjektiver og hele sætninger: løber hurtigt, meget smuk.
• Tillægsform (participium) er ikke det samme som tillægsord: det er en verbform (løbende, skrevet), som ofte fungerer som adjektiv: et løbende nummer, den skrevne tekst.

Selve termen tillægsord har ikke et antonym (modsætningsord), da det er en ordklassebetegnelse. Til enkelte tillægsord findes der derimod leksikalske antonymer, fx:

• stor ↔ lille, høj ↔ lav, varm ↔ kold, hurtig ↔ langsom, venlig ↔ uvenlig.

I ældre nordiske stadier (oldnordisk/ældredansk) havde tillægsord rigere bøjning med kasus (nominativ, akkusativ m.fl.), tre køn (mask., fem., neutrum) og en tydelig skelnen mellem stærk og svag bøjning. I moderne dansk er systemet forenklet til køn (fælleskøn/neutrum), tal og bestemthed, mens kasusbøjningen er bortfaldet. Den indfødte betegnelse tillægsord slog igennem i skolegrammatikken i 1800-tallet som dansk alternativ til den latinske terminologi.

• Neutrum -t: Husk et grønt æble, men ingen ekstra -t hvis adjektivet allerede ender på -t eller -sk: et pænt hus (her ender roden ikke på -t; korrekt: pænt), et dansk ord.
• Efter bestemmer(e): Efter min/mit/mine, denne/dette/disse og alle bruges -e-formen: mit store hus (ikke: mit stort hus).
• Dobbelt gradbøjning: Undgå mere bedre og mest hurtigst; vælg enten bøjningsendelser eller mere/mest.
• Ikke-gradérbare ord: Undgå konstruktioner som mest unik, helt dødere; brug i stedet forstærkere der passer til betydningen (fuldstændig unik er også omdiskuteret).
• Adjektiv som biord: I dansk bruges ofte adjektivets neutrumform adverbielt: at skrive pænt, det gik galt. Forveksl ikke med selvstændige biord.
• Rækkefølge af flere adjektiver: Typisk rækkefølge er vurdering → størrelse → form → alder → farve → nationalitet/materiale: en smuk, stor, rund, gammel, rød, dansk vase. Reglen er fleksibel og styret af stil.

• Den nyrenoverede lejlighed har smukke trægulve.
• Et tydeligt signal er vigtigt i nødsituationer.
• Hun virker overbevisende og er meget kompetent.
• De engagerede medarbejdere gjorde en bemærkelsesværdig indsats.
• Den eneste løsning er bedre kommunikation.
• Det er umuligt at være mere præcis uden data.

Tillægsord/adjektiver beskriver egenskaber ved navneord, kan stå attributivt og predikativt, bøjes i køn, tal og (attributivt) bestemthed og kan som regel gradbøjes. De danner rige forbindelser i sprogbrugen, kan substantiveres og afledes med en række produktive affikser. Kendskab til bøjning, gradbøjning og typiske faldgruber giver klarere og mere korrekt dansk.