Toft betydning

Toft er et substantiv (en-ord), der i dansk bruges i flere, nært beslægtede betydninger:

• Husgrund/gårdstomt: en boliglod ved en gård eller et hus, ofte indhegnet og med bygninger, gårdsplads og have.
• Historisk-arkæologisk husplads: spor efter bygninger og gårde, fx jordvolde og fundamenter; i flertal taler man ofte om tofter.
• Navneled og juridisk enhed: som led i sted- og gårdnavne, samt i ældre skøder og dokumenter i udtrykket toft og grund.

Ordet optræder hyppigst i historiske, regionale og faglige sammenhænge (lokalhistorie, arkæologi, matrikulære forhold), men forstås bredt som et lidt højtideligt eller arkaiserende ord for “tomt/grund”.

• Køn: fælleskøn (en toft)
• Udtale: omtrent som “loft” med t i slutningen

Toft går tilbage til oldnordisk toft (islandsk tóft i moderne sprog) med betydningen ‘husplads; ruindtomt’. Roden er germansk og genfindes i flere nord- og vesteuropæiske sprog: norsk og svensk toft, nordfrisisk og nedertysk Toft samt engelsk dialektalt og middelretsligt toft (‘homestead plot’). Ordet er ikke beslægtet med det engelske tuft (‘tot’), som har en anden oprindelse.

I middelalderens og den tidligmoderne landsbystruktur var en gård typisk anlagt på sin toft inde i selve landsbyen. Her lå stuehus, stald og lader omkring gårdspladsen, og til toften hørte ofte have og små indhegninger. Uden for bykernen lå de opdyrkede agre og vange. I denne sammenhæng dukker toft hyppigt op i jordebøger, skøder og retslige dokumenter, ofte i vendinger som toft og grund, der samlet beskriver ejendommens husplads og matrikulare tilknytning.

Arkæologisk bruges toft/tofter om de synlige eller udgravede huspladser fra ældre bebyggelser, fx vikingetid og middelalder, hvor aftryk af langhuse og gårdsanlæg fremtræder som lave volde og mørke jordlag.

• Han købte en toft ved landsbyens østende for at opføre et nyt stuehus.
• Den gamle præstetoft lå lige syd for kirken og rummede frugttræer og kålhave.
• Udgravningen frilagde flere tofter fra 1100-tallet med tydelige spor af ildsteder.
• Ved skødet overgik toft og grund med alle tilhørende rettigheder til den nye ejer.
• Landsbyens huse var samlet på tofterne omkring gadekæret.
• Gården var ryddet, men toften kunne stadig anes som en rektangulær forhøjning.
• Kommunen udstykker nye parceller på den gamle kirketoft.
• Stednavnet antyder, at der har ligget en toft eller et mindre gårdsæde her.

• Synonymer (afhængig af kontekst): tomt, grund, husgrund, byggegrund, gårdstomt, jordlod, gårdsplads (snævrere)
• Nære fagtermer: matrikel (administrativt), curtilage (engelsk juridisk), husplads, bebyggelsesplads
• Afledninger/sammensætninger: kirketoft, præstetoft, gårdtoft, bytoft; som navneled: -toft, -tofte

Bemærk nuanceforskelle: tomt/grund er moderne og generelle; toft har historisk/landbrugs- og regional farvning. Gårdsplads er kun den indre plads, ikke hele jordlodden.

• Udmark: jord uden for den indhegnede nærzone omkring gården.
• Fælled/almenning: fællesarealer i modsætning til den private toft.
• Mark/agre: dyrkningsjord i bånd og vange, i kontrast til selve huspladsen (toften).

Toft indgår som selvstændigt navn eller som led i mange danske sted- og gårdnavne. Elementer som -toft og -tofte peger ofte på en historisk husplads eller mindre gård.

• Toftlund (Sønderjylland) - bynavn med -toft-led i sammensætningen.
• Vistoft (på Mols) - sogn/landsbynavn med -toft-led.
• Toftum (bl.a. på Rømø) - navn der afspejler ældre bebyggelse med tofter.
• Toftegårds Plads (Valby, København) - opkaldt efter gården Toftegård.

Desuden optræder Toft/Tofte som efternavn og gårdnavn flere steder i Danmark og i de nordlige tysksprogede områder samt i Norge og det nordlige England.

I ældre skøder og retsakter bruges formuleringer som toft og grund om den bebyggede ejendom med tilhørende jordlod. I matrikulære sammenhænge kan toft således fungere som en specifikation af den del af ejendommen, der udgør huspladsen, i modsætning til udlænger, agre eller udmark.

• tofte (dansk/norsk): bænk i en robåd (ikke det samme som toft).
• tuft (eng.) ‘tot’; ikke etymologisk beslægtet med toft.
• taft (dansk): type silkevævning; kun lydligt beslægtet.

Toft opleves i moderne dansk som regionalt, historisk og fagsprogligt præget. I almindelig sprogbrug erstattes det ofte af tomt eller grund, mens historikere, arkæologer og lokalarkiver foretrækker toft for at fastholde den traditionelle betydning.