Tupilak betydning
Tupilak (også stavet tupilaq) er et grønlandsk-inuitisk ord for et hævn- eller ondskabsfuldt åndevæsen, som i myterne skabes ved hjælp af trolddom for at skade en fjende. I moderne brug betegner det også de karakteristiske udskårne figurer, der afbilder sådanne væsener og i dag er et kendt ikon i grønlandsk kunst og håndværk.
Betydning
Ordet tupilak har to hovedbetydninger:
- Mytologisk/rituel betydning: Et kunstigt frembragt åndevæsen, skabt af en angakkoq (shaman) eller en person med magisk viden. Væsenet blev “animeret” gennem ritualer og sendt ud for at ramme en bestemt modstander med sygdom, ulykke eller død. Ifølge traditionen kunne tupilakken vende tilbage og dræbe sin skaber, hvis modstanderen besad større åndelig kraft.
- Materiel/kunstnerisk betydning: En skulptur eller figur, typisk udskåret i ben, tand, horn, drivtømmer eller sten, der afbilder det mytiske væsen. Disse figurer, ofte groteske eller humoristisk-fantastiske, er udbredte i moderne grønlandsk kunst og fremstilles i dag som kunst- og brugskunstobjekter.
Grammatik og udtale (dansk brug)
| Opslagsord | tupilak |
|---|---|
| Ordklasse | substantiv (fælleskøn) |
| Bøjning | en tupilak – tupilakken – tupilakker – tupilakkerne |
| Udtale | [tu.pi.lak] (omtrent: tu-pi-lak) |
| Variant | tupilaq (især i engelskfaglige sammenhænge) |
| Oprindelse | fra grønlandsk (Kalaallisut) tupilak |
Etymologi
Tupilak stammer fra grønlandsk (Kalaallisut) og angives ofte at betyde “forfædres ånd” eller “åndevæsen”. I ældre beskrivelser oversættes det desuden som en “magisk frembragt skabning”. Betydningsudviklingen i dansk og andre europæiske sprog er todelt: først en oversættelse af det mytologiske begreb; siden en overførsel til den håndgribelige kunstfigur, der afbilder væsenet.
Historisk udvikling
I førkolonial grønlandsk tro og fortælletradition blev en tupilak fremstillet i hemmelighed ved hjælp af dele fra dyr (og i enkelte sagn fra menneskelige rester), bundet sammen og besjælet gennem ritualer og formularer. Væsenet blev ofte placeret i havet for at opsøge sin tiltænkte fjende. Ritualerne var tabubelagte og forbeholdt personer med særlig magisk viden.
Med mødet mellem grønlændere og europæere i 1800- og 1900-tallet ændredes praksis. Rejsende, forskere og handelsfolk (bl.a. beskrevet af Knud Rasmussen) nedtegnede fortællingerne, og der opstod en ny, åben kunstpraksis: kunstnere – især i Østgrønland – begyndte at udskære håndgribelige tupilakker til bytte og salg. Dermed blev et ellers usynligt, rituelt væsen gjort synligt som kunstobjekt. I dag er tupilakken en af de mest kendte genstandstyper i grønlandsk kunsthåndværk og et kulturelt symbol, samtidig med at myterne fortsat lever i fortælletraditionen.
Materialer, stil og motivverden
- Materialer: ben og knogle (f.eks. hvalknogle), tand og stødtand (f.eks. narhval, hvalros), horn, rensdyrgevir, drivtømmer, sort/lyst sten (f.eks. sæbesten). Materialevalget varierer efter region og adgang.
- Stiltræk: stærkt udtrykte ansigter, åbne munde med tænder, fremhævede øjne, sammenflettede kroppe, hybrider af menneske- og dyreformer, undertiden humoristisk eller grotesk og med bevidst overdrivelse.
- Motiver: ånder, fangstdyr (sæl, isbjørn, hval), forfædre, væsener i transformation, scener med kamp, jagt eller forførelse; enkelte figurer har erotiske eller satiriske elementer – alt sammen i tråd med myternes ambivalente univers.
Brug og kontekst
- Rituelt/mytologisk: som led i fortællinger om hævn, magi og åndekamp.
- Kunst og håndværk: som skulpturer i gallerier, museer og hjem, ofte som gave- og samlerobjekter.
- Kulturelt symbol: som motiv i grafik, frimærker, udsmykning og logobrug, hvor tupilakken står for både tradition, styrke og identitet.
- Uddannelse og formidling: brugt i udstillinger og undervisning til at belyse inuitisk kosmologi og kunsthistorie.
Eksempler på brug (sætninger)
- Hun købte en lille tupilak udskåret i hvalknogle på markedet i Nuuk.
- I sagnet skabte angakkoqen en tupilak og sendte den efter sin fjende.
- Museet udstiller tupilakker fra 1920’erne og nyere værker af samtidige kunstnere.
- Fortællingen advarer om, at en tupilak kan vende sig mod sin skaber.
- Skulpturens udtryk er klassisk for en østgrønlandsk tupilak med store øjne og udskaarne tænder.
- Kurset gennemgår myter om tupilakker og deres rolle i inuitisk verdensforståelse.
- Han arvede sin bedstefars tupilak, som var skåret i narhvaltand.
- Teksten skelner mellem den rituelle tupilak og den moderne kunstfigur.
- Fotografen dokumenterede en kunstners proces med at skabe en tupilak i sæbesten.
- Romanen bruger tupilakken som symbol på undertrykte kræfter.
Synonymer og nært beslægtede ord
- Synonymer (kontekstuelt): åndevæsen, dæmon, hævnånd (mytologisk); figur, skulptur, kunstobjekt (materielt).
- Relaterede begreber: angakkoq (shaman), tuurngaq (hjælpeånd for shamanen), inua (et væsens ånd/essens), amulet/talisman (beskyttelsesgenstand; ikke identisk, men beslægtet felt), qivittoq (en enspænder i sagntraditionen, ofte med overnaturlige træk).
Antonymer (konceptuelle modsætninger)
- Værgeånd/skytsånd: et beskyttende åndevæsen i modsætning til den skadevoldende tupilak.
- Amulet/talisman: genstande der beskytter bæreren, til forskel fra tupilakken, der er skabt til at skade.
Kultur og nutidig betydning
Tupilakken er i dag et stærkt ikon for grønlandsk kultur. Den bruges som motiv i kunst, design og kulturformidling og optræder i offentlige samlinger og private hjem. Samtidig er den knyttet til spørgsmål om kulturarv, autenticitet og bæredygtighed (f.eks. materialebrug som hvalros- og narhvalstænders regulering). For mange kunstnere fungerer tupilakken som en kreativ ramme til at udforske humor, frygt, magt og transformation – temaer, der går igen i inuitisk mytologi.
Varianter og stavemåder
- Grønlandsk: tupilak (sing.). I dansk brug oftest “en tupilak; flere tupilakker”.
- Engelsk: tupilak eller tupilaq.
- Historisk/akademisk: man møder også pluralformer som “tupilait” i faglitteraturen; i dansk almindelig brug anvendes “tupilakker”.
Relaterede emner
- Grønlandsk/inuitisk mytologi og kosmologi
- Shamanisme i Arktis
- Grønlandsk kunsthåndværk og skulpturtraditioner
- Kulturmøder og turisme i Grønland i 1900-tallet
- Materialekundskab: knogle, tand, gevir, sten (og lovgivning/CITES)