Våbenskjold symboler betydning

Våbenskjold symboler er de enkelte elementer, der udgør et heraldiskt våben. De kan deles i tre hovedgrupper:

• Figurer (charges): Motiver lagt på skjoldets felt, fx løver, ørne, nøgler, sværd, stjerner, træer.
• Ordinarier: Enkle, geometriske former, der opdeler feltet, fx bjælke (vandret), pæl (lodret), skråbjælke, sparre (chevron), kors, Andreaskors (saltire), skjoldhoved (chief), skjoldfod (base).
• Tinkturer: Farver og metaller; traditionelt guld (or), sølv (argent), rød (gules), blå (azure), sort (sable), grøn (vert), purpur (purpure) samt pelsværk som hermelin og gråværk.

Uden for selve skjoldet kan et fuldt våben også omfatte hjelm, rangtegn (krone), hjelmklæde, hjelmtegn (crest), skjoldholdere og valgsprog. Men når man taler om “våbenskjold symboler”, sigtes der oftest til elementerne på skjoldet: figurer, ordinarier og tinkturer samt deres indbyrdes komposition.

• Våbenskjold: Dansk sammensætning af “våben” (opr. krigsudstyr/identitetsmærke) og “skjold”; i middelalderen blev skjoldet en bærer af identitetsmærker, der kunne genkendes på slagmark og i turnering.
• Symbol: Fra græsk symbolon - et tegn, der sætter sammen/hører sammen; i heraldik et tegn, der repræsenterer slægt, sted eller egenskab.
• Heraldik: Læren om våbener; ordet er beslægtet med “herold”, den embedsmand der i middelalderen bekendtgjorde og regulerede våbenbrug.

Heraldikken opstod i Europa i 1100-tallet, hvor riddere begyndte at bruge farvet opdelt skive og enkle figurer for at kunne identificeres. Snart blev symbolerne arvelige og stærkt stiliserede efter faste regler. Fra 1200-tallet ses våben i segl, på bannere og i hyrdebreve, og byer, laug og kirkelige institutioner antog egne symboler. I Norden er traditionen præget af enkelhed og stærke figurer, fx Danmarks tre løver og hjerter, Sveriges tre kroner og Norges løve med økse.

I moderne tid bruges våbenskjold symboler fortsat af stater, kommuner, kirkelige instanser, universiteter, militære enheder og private (familievåben). I branding og design hentes inspiration i heraldikken, men her gælder ikke altid de klassiske regler.

• Tinkturloven: Sæt metal på farve eller farve på metal. Undgå farve på farve og metal på metal for at sikre læsbarhed.
• Stilisering: Symboler afbildes klart og fladt, ikke naturalistisk. Identifikation går forud for detaljerigdom.
• Konsekvens: Arvelige våben bevarer kernen; differencering kan ske med små mærker (kadensmærker) for forskellige slægtsgrene.

Blasonering er den formelle, standardiserede tekstbeskrivelse af et våben. Eksempel:

• I guld tre blå gående løver ordnet lodret, tunget rødt, ledsaget af ni røde hjerter strøet. (Dansk kongeligt motiv; de røde hjerter blev historisk kaldt “søblade”).
• I blåt en sølv sparre ledsaget foroven af to guld stjerner og forneden af et sølv anker.

Blasoneringen angiver feltets tinktur først, derefter hovedfigurer, farver, placering og eventuelle ledsagende symboler.

• “Byens våbenskjold symboler viser en sparre og tre egeblade, der henviser til skovbruget og de tre sogne.”
• “Universitetets nye segl kombinerer bog, stjerne og kors som heraldiske symboler.”
• “Familien antog et våben med to korslagte nøgler og en stjerne for at symbolisere tro og lærdom.”
• “Museets udstilling forklarer betydningen af middelalderens våbenskjold symboler.”
• “Vi identificerede våbnet ud fra en skråbjælke og tre roser i sølv på rødt.”
• “Designeren hentede inspiration i klassiske våbenskjold symboler som løven og liljen til logoet.”
• “I blasoneringen er tinkturerne og ordinarierne lige så vigtige som figur-symbolerne.”
• “Reglen om metal på farve er central for at læse våbenskjold symboler korrekt.”

• Synonymer: heraldiske figurer, heraldiske motiver, våbenmærker, våbentegn, (eng.) charges, (ty.) Wappenfiguren.
• Beslægtet: blasonering (fagbeskrivelse), ordinarier (grundformer), tinkturer (farver/metaller), hjelmtegn (crest), skjoldholdere, valgsprog.
• Relaterede begreber: emblem, segl, banner, våbenbog, rangkrone.

• Blankt skjold: et skjold uden symboler eller kun med ensfarvet felt.
• Ikke-heraldisk ornament: naturtro, skygget eller perspektivisk billedkunst, der strider mod heraldisk stil.
• Indirekte kontrast: bogstavelige fotografier eller realisme vs. heraldiske, stiliserede symboler.

• Nordisk/tysk tradition: Klar stil, stærke figurer, enkel komposition; ofte tiltes hjelm i fulde våben.
• Britisk tradition: Stramt reguleret af myndigheder; mange våben med crest, hjelmprydelser og skjoldholdere.
• Fransk tradition: Elegante ordinarier og tydelig farvedisciplin; skjoldform og komposition kan variere historisk.

• Statslige og kommunale våben er normalt beskyttet mod misbrug; brug kræver tilladelse og skal følge gældende regler.
• Private/familievåben bør være entydige og ikke krænke eksisterende våben; i nogle lande godkendes de af en heraldisk myndighed.
• Varemærke- og ophavsretlige hensyn kan være relevante ved moderne fortolkninger og logoer inspireret af heraldik.

1. Identificér feltet (grundfarven/metallet).
2. Notér ordinarier (bjælke, pæl, skråbjælke, sparre m.fl.) og deres tinkturer.
3. Registrér figurer (dyr, genstande), antal, farver og placering.
4. Læg mærke til rangtegn (kroner, hjelme) og eventuelle valgsprog.
5. Sammenlign med våbenbøger/registre for at be- eller afkræfte identifikation.

• At forveksle symbolik med påståede “obligatoriske” betydninger; tolkninger er ofte traditionelle, men ikke universelle.
• Ignorering af tinkturloven, hvilket svækker læsbarhed og afviger fra god heraldisk praksis.
• Naturalistiske detaljer og skyggevirkninger, som ikke hører hjemme i klassisk heraldik.
• Antagelsen om, at et historisk symbol altid kan bruges frit; juridisk beskyttelse kan gælde.

• Heraldik
• Blasonering
• Tinkturer (heraldik)
• Ordinarier
• Skjoldholdere og rangtegn
• Segl og bannere

• Hold det enkelt: Få, klare symboler læses bedst.
• Metal på farve - farve på metal.
• Stiliser, overdriv ikke detaljer.
• Vær konsekvent i farver og figurer for genkendelighed.