Velsignelse betydning

• Religiøs handling: En ceremoni eller ytring, hvor en gejstlig eller en troende påkalder Guds gunst over personer, genstande eller handlinger (fx “præstens velsignelse”).
• Tilstand/resultat: Den gunst, fred eller lykke, som forstås som resultatet af en velsignelse (fx “oplevelsen var en velsignelse for familien”).
• Samtykke/accept: Overført betydning for at give sin tilladelse eller blåstempling (fx “du har min velsignelse”).
• Fordel/gavn: Noget der er til stor hjælp eller lettelse (fx “stilheden var en sand velsignelse”).
• Formel afslutning: Benævnelsen for den afsluttende del af gudstjenesten, hvor velsignelsen udtales (fx “den aronitiske velsignelse”).

• Ordklasse: Substantiv, fælleskøn: en velsignelse, flertal velsignelser.
• Genitiv: velsignelses (ubestemt) / velsignelsens (bestemt).
• Afledte former:

  • Verbum: at velsigne - præsens velsigner, præteritum velsignede, perfektum participium velsignet.
  • Adjektiv: velsignet (“et velsignet barn”, “en velsignet ro”).

• Sammensætninger (udvalg): bryllupsvelsignelse, velsignelsesbøn, præstevelsignelse, pavevelsignelse, husstandsvelsignelse (mindre almindeligt).

Ordet velsignelse er dannet af vel- (“god-, vel-”) og signe (“at signere/tegne korsets tegn over; at velsigne”). Det danske signe går via oldnordisk signa (at gøre korsets tegn, at hellige) sandsynligvis tilbage til latin signare (“mærke, besegle, tegne [korsets tegn]”), formentlig formidlet gennem kirkelatin og/eller lågtysk. Substantivendelsen -else danner navneord af handlingen/tilstanden.

I Norden blev “at signe” og relaterede velsignelsespraksisser udbredt med kristendommens indførelse. I middelalderen havde den kirkelige velsignelse en tydelig liturgisk og sakral funktion (personer, marker, redskaber kunne velsignes). Reformationen bevarede det historiske fokus på velsignelsen, særligt den aronitiske velsignelse (4 Mos 6,24-26), som fortsat afslutter mange gudstjenester i Danmark. I folkelig fromhed optrådte faste vendinger som “Gud signe og bevare dig”, og ønsket om en “velsignet jul/et velsignet nytår” er stadig almindeligt i højtider.

• Kristendom: Bruges i gudstjenester (afsluttende velsignelse), ved dåb og bryllup, ved hilsener og i fromhedsformer. Katolsk praksis rummer bl.a. Urbi et Orbi (pavevelsignelsen).
• Jødedom: Berakhah (velsignelsesbøn) reciteres ved mange lejligheder; den aronitiske velsignelse er bibelsk og liturgisk central.
• Islam: Begrebet baraka betegner velsignelse/gunst. Man udtrykker ofte “fred og velsignelse være med ham” om profeten Muhammad.
• Hinduisme: Āśīrvād (velsignelse) gives af guder/guruer/ældste som beskyttelse og fremgang.
• Buddhisme: Velsignelser knyttes til recitationer og beskyttende tekster; “mangala” (gode varsler/velsignelser) optræder i klassiske suttaer.

• Guds velsignelse, Herren velsigne dig og bevare dig.
• give/få sin velsignelse (samtykke), søge/bed(e) om velsignelse over.
• en sand velsignelse, en blandet velsignelse, en velsignelse i forklædning.
• tælle sine velsignelser (være taknemmelig for sine goder).
• udtale velsignelsen (præsten afslutter gudstjenesten).

• “Efter dåben udtalte præsten velsignelsen.”
• “Du har min velsignelse til at søge jobbet i udlandet.”
• “Airconditionen var en sand velsignelse i varmen.”
• “Herren velsigne dig og bevare dig.”
• “Det nye IT-system er en blandet velsignelse: hurtigere, men svært at lære.”
• “Vi beder om Guds velsignelse over arbejdet.”
• “Forældrenes velsignelse betød meget for parret.”
• “Nedlukningen var for nogle en velsignelse i forklædning, fordi den gav ro.”
• “Biskoppen gav sin velsignelse til projektet.”
• “‘Velsignet være frugten af dit moderliv’ er en kendt bønneformulering.”

• Bøn (generel henvendelse til Gud), forbøn (bøn for andre), indvielse (at hellige noget), salvelse (symbolsk oliehandling).
• Aronitisk velsignelse: “Herren velsigne dig og bevare dig …” (4 Mos 6,24-26), udbredt i dansk kirkeliv.

• Højtideligt/kirkeligt: Brugt om den liturgiske handling og i højtidsønsker.
• Neutralt/seculært: Om noget gavnligt: “Den ekstra ferie var en velsignelse”.
• Samtykke: “Direktionen gav sin velsignelse.”
• Udbrud/idiomatisk: “Det var da velsignet!” (let arkaisk/muntlig forundring eller mild irritation).

• Velsignet (adj.): “et velsignet godt måltid”, “en velsignet ro”.
• Velsignelsesrig (litterært): fyldt med velsignelser/gavn.
• Velsigner (substantiveret deltagerbetegnelse): “den, der velsigner”.

• Engelsk “blessed”: Kan i uformel britisk engelsk betyde “forbistret/irriterende” (“a blessed nuisance”); på dansk gengives det ikke med “velsignet”, men fx “forbistret/forbandet”.
• “At sige velsignelsen”: I dansk kirkelig sammenhæng især om gudstjenestens afslutning; bordsbøn kaldes bedre “at bede bordsbøn” end “at sige velsignelsen”.
• Bøjning: Husk forskellen mellem velsignede (præteritum: “han velsignede”) og velsignet (perfektum participium/adjektiv: “han er velsignet”).